Noget af det mest tossede, man kan høre i dansk politik lige nu, er forestillingen om, at der skulle være en modsætning mellem landbrugets interesser og forbrugernes interesser. Det er der ikke. Som i absolut og i overhovedet ikke.
Og når den slags bliver sagt fra talerstolen på SF’s landsmøde denne weekend, hvor Pia Olsen Dyhr åbner mødet som partiformand, så er det ikke bare forkert. Det er et tegn på udsøgt uvidenhed med en populistisk hensigt.
Sagen er ellers enkel nok til, at selv en landsmødesal burde kunne forstå den: Landbruget producerer mad til forbrugerne. Derfor er der ikke to modsatte interesser her. Der er én fælles interesse. Nemlig at der bliver produceret god og billig mad på en ordentlig måde.
Når man fremmer landbrugets muligheder for at producere, fremmer man også forbrugernes interesser. Og når man lægger unødvendige byrder på landbruget, så rammer man ikke bare landmanden. Man rammer også den familie, der står ved køledisken og skal betale regningen.
Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis politikere gør produktionen dyrere med afgifter, forbud og meningsløse krav, så bliver maden dyrere. Regningen bliver ikke hængende ude på marken. Den ender hos forbrugeren.
Derfor er det rent vrøvl, når man prøver at opstille det sådan, at nogle partier forsvarer landbruget, mens andre forsvarer forbrugerne. Nej. Man forsvarer både landbruget og forbrugerne ved at lade være med at læsse unødvendige byrder over på fødevareproduktionen.
Naturligvis kan et erhverv påvirke sine omgivelser mere, end rimeligt er, og så skal det håndteres. Men det skal ske sagligt og med virkning. Ikke med den sædvanlige venstrefløjstrang til at lave symbolpolitik, der lyder flot fra en talerstol, men ender som dyrere mad og dårligere konkurrenceevne.
Det er det, der gør hele denne fortælling så uinformeret. Den udgiver sig for at være på forbrugernes side, men sender regningen lige netop til dem.
Det er ikke forbrugerpolitik. Det er bare dårlig politik.
