Manipulation med dødstal er uværdigt

Det er et elementært krav i enhver redelig debat, at et tal skal have en nævner. Uden en nævner er et tal bare egnet til at skabe chok. Ikke til at oplyse.

Når nogen slynger et udsagn ud som “25.000 døde pattegrise om dagen”, så lyder det selvfølgelig voldsomt. Det er også meningen. Men uden at sætte tallet i forhold til den samlede produktion, til andre former for dyrehold og til den mere generelle biologiske virkelighed, siger det i grunden meget lidt. Man kan ikke bruge et råt tal som moralsk kølle og bagefter kalde det saglighed. Det er manipulation.

Og her ser I så en tabel/graf, hvor det hele er sat i perspektiv.

Når man gør det, bliver billedet straks mere jordnært. Man ser, at dødelighed blandt unger ikke er noget særsyn i levende systemer. Tværtimod. Hos vilde torsk dør over 99 procent i de tidlige livsstadier. Hos vildsvin er dødeligheden i første leveår meget høj. I menneskets historie døde omkring halvdelen af alle børn, før de blev 14 år. Selv i dagens verden findes steder (Niger), hvor 15 procent af børnene dør, før de fylder 14. Virkeligheden er ikke pæn. Der dør små dyr, og der dør små mennesker. Sådan har det altid været.

Det betyder ikke, at alt derfor er i orden. Og det er netop her, man skal holde tungen lige i munden. For det forhold, at dødelighed er et grundvilkår, er ikke det samme som, at man ikke skal forsøge at begrænse den. I den danske svineproduktion ser det tværtimod ud til, at man på nogle områder har presset biologien hårdt. Store kuld giver flere små og svage pattegrise, større konkurrence om mælk, større risiko for kulde og større risiko for, at soen lægger sig på dem. Det er ikke naturens rene orden. Det er også resultatet af en produktionsform, hvor man har jagtet høj reproduktion og høj effektivitet.

Derfor er den redelige konklusion heller ikke, at problemet er opdigtet. Pattegrisedødeligheden er høj nok til, at man bør tage den alvorligt. Men hvis man vil tage den alvorligt, må man også diskutere løsninger i den virkelige verden i stedet for at føre moralsk teater på sociale medier. Man kan godt udvikle systemer med lavere pattegrisedødelighed og højere dyrevelfærd. Men de kommer ikke gratis. De kræver bedre avl, bedre management, bedre tekniske løsninger, mere overvågning og ofte en mindre brutal optimering af kuldstørrelserne. Den slags koster penge.

Og der støder man så ind i det næste stykke virkelighed, som alt for mange helst vil springe over. Hvis man blot lægger ensidige begrænsninger på dansk griseproduktion, uden at man arbejder internationalt med problemet, risikerer man bare at flytte produktionen til andre lande med lavere standarder og dårligere kontrol. Så er resultatet ikke nødvendigvis færre døde dyr. Det kan tværtimod ende med flere. Man får et klassisk lækageproblem: Man føler sig god herhjemme, mens problemet i praksis flyttes eller forværres et andet sted. Den slags er ikke fremskridt. Det er selvbedrag.

Det samme gælder forbrugerne. Der er ingen vej uden om, at højere dyrevelfærd og lavere dødelighed som regel kræver dyrere systemer. Hvis man vil have mere robuste produktionsformer, bedre teknologier og mere omhyggelig drift, så bliver varen også dyrere. Derfor har forbrugerne et medansvar. Ikke i den sentimentale forstand, men i den helt jordnære økonomiske: Hvis folk konsekvent vælger det billigste kød, så får de også mere af den logik, som hører discountproduktionen til. Skal markedet flytte sig, kræver det, at nogle er villige til at betale mere for løsninger, der faktisk forbedrer forholdene.

Og så kommer den detalje, som er lidt ubekvem for dem, der gerne vil gøre sagen enkel: Økologi er heller ikke på dette område nogen løsning. Tværtimod viser tallene på, at pattegrisedødeligheden i økologisk produktion ligger højere end i den konventionelle. Det er ikke mærkeligt. Små pattegrise er meget følsomme over for kulde, og mere udendørs drift og mindre kontrollerede forhold øger ikke ligefrem deres chancer i en dansk vinter. Hertil kommer, at de også lettere udsættes for mere uhygiejniske forhold og andre belastninger, som ikke forsvinder, bare fordi systemet ser mere naturligt ud på et glansbillede. Naturromantik er ikke det samme som dyrevelfærd.

Det er i virkeligheden sagens kerne. Man skal holde op med at bruge dødstal som moralske køller og begynde at bruge dem som redskaber til at forstå virkeligheden. Ja, pattegrisedødeligheden er høj, og ja, den bør ned. Men det kræver tid, teknologi, bedre drift, internationalt samarbejde og forbrugere, der accepterer, at højere velfærd koster mere. Det kræver voksen realisme.

At lægge ensidige begrænsninger på dansk griseproduktion løser ingen problemer. Det flytter dem bare. Og et tal uden nævner er stadig ikke et argument. Det er bare agitation.