David Friedman har på sin Substack: Consequences of Climate Change – David Friedman’s Substack brugt en artikel fra Science Advances: som afsæt for et ræsonnement om klimaændringers korte og lange virkninger. Det er faktisk en udmærket anledning til at få skilt tingene ad. For artiklen er ikke så meget interessant på grund af sin dramatiske konklusion, men på grund af den ekstreme forudsætning, den bygger på. Forfatterne undersøger, hvad der sker med Antarktis, hvis menneskeheden over meget lang tid afbrænder op mod 10.000 gigatons kulstof fra fossile brændsler. Det er et resultat, der lyder voldsomt. Men det gør forudsætningen også. Det er ikke en realistisk fremskrivning. Det er en modeløvelse presset langt ud over kanten.
Mennesker tilpasser sig
Anledningen er Friedmans påstand om, at klimaændringer kan have negative følger på kort sigt, men ikke nødvendigvis på langt sigt, fordi mennesker tilpasser sig. Vi flytter, bygger om, ændrer dyrkningsformer og indretter os efter nye forhold. Det er i virkeligheden en ganske jordnær pointe. Problemet opstår først, når den ledsages af modelscenarier, der i praksis forudsætter en fossil fremtid, som minder mere om science fiction end om økonomisk historie.
Artiklen, som Friedman henviser til, analyserer den antarktiske iskappes reaktion på meget store kumulative emissioner og når frem til, at omkring 10.000 GtC over meget lange tidsskalaer kan gøre Antarktis næsten isfrit. Det er i sig selv et legitimt fysisk spørgsmål. Men det er noget ganske andet end at sige, at dette er en sandsynlig udviklingsbane for verdens energisystem.
Hvad skal der til for at smelte Antarktis
Artiklens kerne er enkel. Forfatterne kobler en klimamodel og en ismodel sammen og undersøger, hvordan Antarktis reagerer på forskellige niveauer af akkumulerede kulstofudledninger. De arbejder med et spænd fra under 100 GtC til omkring 12.000 GtC efter 2010, og det er især scenariet omkring 10.000 GtC, der bærer den opsigtsvækkende konklusion om næsten total afsmeltning af Antarktis over årtusinder. Artiklen gør det altså klart, at vi ikke taler om de næste årtier, men om meget lange tidsskalaer.
Her begynder kritikken. For tallet 10.000 GtC er ikke et realistisk grundlag for, hvordan jeg eller andre nøgterne fremskrivere bør beskrive fremtiden. I mine egne fremskrivninger bruger jeg de realistiske cirka 2.000 GtC. Det er den relevante størrelsesorden, hvis man vil sige noget om den verden, vi faktisk kan komme til at stå i. Når artiklen arbejder med omkring 10.000 GtC, bevæger den sig langt væk fra realistiske reserver og over i en langt bredere og mere spekulativ forestilling om, hvad der måske i princippet kunne graves op og brændes af, hvis alt gik i den retning.
Det andet problem er hastigheden. Selv hvis man et øjeblik leger med tanken om, at verden havde adgang til så meget fossilt kulstof, følger det ikke heraf, at vi kunne afbrænde det i det tempo, som scenariet forudsætter. Det ville kræve en nærmest grotesk udbygning af fossil energiproduktion i århundreder. Sagt uden omsvøb: man skulle i praksis bygge kulkraftværker i et tempo, der minder om ét stort anlæg om dagen i meget lang tid. Det er ikke bare usandsynligt. Det er økonomisk og industrielt absurd.
Og så kommer det mest jordbundne spørgsmål af alle: Hvem skulle bruge al den energi? Artiklen siger noget om, hvad isen gør, hvis man tilfører systemet ekstreme mængder kulstof. Den siger ikke meget om, hvorfor verden skulle vælge at grave, transportere, sælge og forbrænde disse mængder, eller hvilket reelt energibehov der skulle bære så enorm en udvikling. Det er en vigtig forskel. Fysik er én ting. Energirealisme er noget andet.
Der er også et mere principielt punkt, som er værd at hæfte sig ved. Selv med dette skrupskøre 10.000 GtC-scenarie er vi stadig ikke ude i en varmeverden, som Jorden aldrig før har kendt.
Artiklen beskriver meget store ændringer, ja, men ikke en planet, der bliver fysisk umulig for liv. Den handler om iskapper og havniveau på meget lange tidsskalaer, ikke om menneskehedens forestående kogedød. Det er værd at huske, fordi store dele af klimadebatten lever af at udviske netop denne forskel.
Den klimarealistiske konklusion
Den klimarealistiske konklusion er lige til:
Artiklen er interessant som en teoretisk følsomhedsanalyse af, hvad der kan ske med Antarktis, hvis man tvinger klimasystemet til at absorbere en ekstrem fossil kulstofpuls meget hurtigtr. Men den er svag som beskrivelse af en realistisk fremtid. Dens hovedscenarie på omkring 10.000 GtC ligger langt over de realistiske cirka 2.000 GtC, som jeg bruger i mine egne fremskrivninger. Samtidig forudsætter scenariet en forbrændingshastighed og en fossil udbygning, der i praksis ville være næsten grotesk.
Moralen er enkel. Man kan få dramatiske resultater ud af en model, hvis man først fodrer den med dramatiske forudsætninger. Men det er ikke det samme som at sige noget troværdigt om den fremtid, vi faktisk står overfor. Her er det de realistiske størrelser, der tæller, ikke de geologiske fantasital. Artiklen viser derfor mest af alt, hvor langt man kan drive et klimasystem i en model, hvis man slipper realismen. Den viser ikke, hvad der sandsynligvis kommer til at ske.
