Der var engang, i den time af natten hvor olielampen knitrede som en gammel embedsmand med dårlige nerver, et land hinsides det syvende saltørkenhav. Landet hed Mørkeburet. Det var rigt på bjerge, poeter og gamle minder, men fattigt på latter. Over det hele regerede et råd af grå skæg og endnu gråere sjæle, som havde gjort alvor af den gamle fejl, at tro Gud bedst tjenes ved at gøre livet surt for andre.
I Mørkeburet måtte kvinder gå med bøjede skuldre og skarpe øjne. Erotiske digte blev hvisket i kældre. Erotiske mænd og kærlige kvinder der omgikkes deres eget køn lærte at leve som skygger. Selv fuglene syntes at synge dæmpet, som om de frygtede at blive arresteret for upassende triller.
Og som om det ikke var nok, havde de grå herrer i deres underjordiske sale sat tusind smede i gang med at bygge Tordenskuglen, et våben så frygteligt, at alle nabokonger sov dårligere blot ved tanken om det. “Når vi får Tordenskuglen,” sagde de, “vil selv stjernerne spørge om lov til at skinne.”
Men i vest lå to kongedømmer, som ikke fandt sig i dette. Det ene var Ørneriget, styret af kong Trumbar den Højrøstede, som talte så voldsomt, at hans ord ofte ankom før hans tanker. Det andet var Løveriget, lille af størrelse, men med kløer som en bogholder med samvittighedsnag.
Kong Trumbar og løvekongen så mod Mørkeburet og sagde: “Hvis de får færdiggjort Tordenskuglen, bliver regnskabet blodigt for os alle.” Så samlede de smede, spejdere, korttegnere og nattefalkoner og begyndte at splitte hjulene i det store mørke værk.
Så langt, så godt.
Men nu begyndte vanskeligheden. For i de blødere og rigere lande mod nord og vest sad en hel skare lærde, købmænd, kommentatorer, salonfilosoffer og velnærede fredselskere på puder broderet med gode hensigter. De hadede de grå herrer i Mørkeburet, ja. De kunne sagtens holde taler om kvinders frihed, om kærlighedens ret og om tyranniets grimhed. Når vinen var god, og selskabet dannet, fordømte de teokratiet med stor elegance.
Men når nogen sagde: “Godt, så bør vi vel støtte dem, der faktisk forsøger at standse Tordenskuglen,” blev der stille som i et skattekontor fredag eftermiddag.
For en ting er at elske det gode. Noget andet er at holde ud, at det gode somme tider ankommer i en grim vogn med skæve hjul og en kusk, man ikke kan fordrage.
I en af disse byer boede der en vis mand ved navn Hakim ibn Forbehold, som var så ren i sin egen samvittighed, at han aldrig fik udrettet noget, der kunne gøre den beskidt. Han sad hver aften i Klagernes Kaffehus med sine venner og sagde:
“Jeg afskyr sandelig de grå præster i Mørkeburet. Men jeg kan dog ikke støtte kong Trumbar, for han spiser med åben mund og bruger alt for korte sætninger. Og løvekongen? Hm! Hans manerer er for hårde. Nej, jeg må i protest fordømme begge sider.”
Ved siden af ham sad den tykke købmand Abu Dobbeltmål, som nikkede alvorligt og svarede:
“Du taler som en vismand. Hvis en brandmand er uforskammet, må man naturligvis først fordømme hans tone, før man tillader ham at slukke branden.”
Ved dette lo selv kroværten så højt, at han tabte en bakke med dadler.
Men i et hjørne sad en gammel kvinde, som ingen rigtigt lagde mærke til, fordi hun ikke havde universitetstitel og heller ingen podcast. Hun hed Umm den Stride Sandhed. Hun havde set tre kongeriger falde, fem profeter blive misforstået og utallige mænd tale sig selv varme uden nogensinde at varme andre.
Hun løftede sin finger og sagde:
“I er som folk, der ser en ulv i fårefolden og råber: ‘Vi må gøre noget!’ Men når hyrden kommer med mudrede støvler og en dårlig accent, siger I: ‘Ham vil vi ikke samarbejde med.’ Og mens I diskuterer hyrdens manerer, tager ulven endnu et lam.”
“Men hyrden er jo grov!” udbrød Hakim ibn Forbehold.
“Ja,” sagde Umm Sandhed. “Og ulven er sulten. Det ene er en fornærmelse. Det andet er et måltid.”
Der faldt tavshed over kaffehuset.
Så talte hun videre:
“Fejlen hos jer er ikke, at I ikke elsker det gode. Fejlen er, at I elsker jeres afsky mere. I vil så gerne vise, hvor fine jeres hænder er, at I hellere ser andre blive kvalt, end at I selv skal røre ved et reb, som en ubehagelig mand også holder i.”
En ung skriver, som endnu ikke var ødelagt af karriere, spurgte: “Mor, hvorfor gør folk sådan?”
Hun svarede:
“Af tre grunde. Først stolthed. De vil hellere have ret i et selskab end få ret i virkeligheden. Dernæst forfængelighed. De vil ses som gode, ikke nødvendigvis være nyttige. Og endelig hadets dovenskab: det er lettere at mistro dem, man kan se, end at bekæmpe det onde, som står længere borte.”
Så tog hun en dadel, delte den i to og sagde:
“Mennesker bilder sig ind, at valget altid står mellem engle og djævle. Det gør det næsten aldrig. Som regel står valget mellem en larmende kusk og en væltet vogn. Og hvis man bruger hele dagen på at skælde kusken ud, kommer man stadig ingen vegne.”
Rundt om hende begyndte flere at se ned i deres kopper.
Kun Hakim ibn Forbehold forsøgte et sidste forsvar: “Men hvis vi hjælper den højrøstede konge og løvekongen, hvad så med alle deres fejl?”
“Dem må man tale om bagefter,” sagde Umm Sandhed. “Først tager man krudtet fra galningen. Siden kan man kritisere støjen fra dem, der hjalp. Kun tåber ombytter rækkefølgen.”
Og fortælleren siger, at den nat sov ingen i Klagernes Kaffehus helt godt. For den gamle kvindes ord havde den irriterende egenskab, som sande ord ofte har: de smagte ikke af sukker, men de lagde sig i maven som bly.
Siden gik der rygter om, at nogle af mændene i byen fortsat holdt lange taler om deres egen moralske overlegenhed, mens Mørkeburets herrer fortsatte med at bygge på Tordenskuglen i kældrene. Andre, lidt mindre elegante, besluttede at verden ikke bliver bedre af, at de gode nægter at handle, blot fordi dem, der handler, har irriterende ansigter.
Og moralen, som Scheherazade kunne have hvisket til sultanen med et lille smil, er denne:
Den, der kun vil redde verden sammen med mennesker, han selv bryder sig om, ender ofte med slet ikke at redde noget som helst. For ondskaben stiller sjældent krav om god selskabelighed. Den beder blot om tid, tøven og fine menneskers forfængelige afsky.
