I den europæiske energidebat taler man ofte om kul, som om det var noget, der for længst burde være anbragt på historiens mødding sammen med dampmaskinen og hestetrukne vogne. Men verden uden for den vestlige klimaprædikants menighed er ligeglad med den slags fromme fantasier. Kul er ikke fortid. Kul er stadig en af de bærende søjler under den moderne industrielle civilisation.
Anledningen til dette indlæg er artiklen “The New Renaissance of Coal”. Coal keeps the lights on – The Unpopular Truth
Den peger på noget, som burde være indlysende, men som alt for mange i Vesten nægter at tage ind: Kul er ikke ved at forsvinde. Tværtimod. Det spiller fortsat en hovedrolle i den globale elforsyning og er samtidig afgørende for stål, cement, kemi og tung industri i det hele taget. Kort sagt: Alt det, som holder den moderne verden oppe, kommer ikke fra slogans, men fra energi, råstoffer og teknik.
Anledningen
Artiklen er værd at læse, fordi den river et hul i den pæne fortælling om, at verden snart klarer sig med vind, sol og gode hensigter. Det gør den ikke. Verden vælger kul, fordi kul virker.
Det virker, når strømmen skal være der døgnet rundt. Det virker, når industrien skal have sikker og billig energi. Det virker, når et land ønsker at være herre i eget hus og ikke lægge sin økonomi i hænderne på vejret, nabolande eller ustabile leverandører. Kina, Indien og en stor del af resten af verden bygger ikke energisystemer til konferencer og klimatopmøder. De bygger energisystemer til virkeligheden.
Resumé af den nye renæssance for kul
Det mest interessante er ikke blot, at kul stadig fylder meget i verden. Det interessante er, at kulkraft teknologisk har udviklet sig betydeligt. Mange forestiller sig stadig kulkraftværker som sodede fortidslevn. Men moderne kulkraft er langt mere effektiv end tidligere generationers anlæg.
Det betyder noget. For jo højere virkningsgrad, desto mere elektricitet får man ud af den samme mængde kul. Det betyder lavere brændselsforbrug, lavere omkostninger og lavere CO2-udledning pr. produceret kilowatttime. Her burde selv den mest selvhøjtidelige klimaembedsmand kunne følge med. Men i stedet har man i årevis foretrukket at føre symbolkrig mod kul som begreb frem for at interessere sig for, om verden i praksis bruger bedre eller dårligere kulkraft.
Det er ikke bare intellektuelt dovent. Det er også dyrt.
Det oversete punkt: effektiviteten
Hvis man virkelig interesserer sig for udledninger og ikke blot for moralsk selvopvarmning, så er effektivitet afgørende. Det er ikke ideologi, men fysik. Et ineffektivt kulkraftværk bruger mere kul for at producere den samme mængde strøm. Et effektivt kulkraftværk bruger mindre.
Derfor er forskellen mellem gammeldags og moderne kulkraftværker ikke en teknisk detalje. Det er selve hovedsagen. Når virkningsgraden stiger, falder både ressourceforbrug og CO2-udledning pr. produceret enhed energi. Man skulle tro, at det ville interessere mennesker, der hævder at være optaget af klima. Men i den politiske verden har man ofte haft travlt med at forbyde, fordømme og udfase, mens man overså den mere jordnære løsning: at gøre den energi, verden faktisk bruger, bedre og mere effektiv.
Kulkraft og forsyningssikkerhed
Set fra et energiforsyningssikkerhedssynspunkt er kulkraft ganske enkelt overlegent alle andre energiformer. Det er en sandhed, som energidebatten i Danmark næsten har forbudt sig selv at sige højt.
Hvorfor er kul overlegent? Fordi kul kan købes mange steder i verden. Man er ikke låst fast til én leverandør, én rørledning, én region eller én geopolitisk lunefuld stormagt. Kulmarkedet er globalt, bredt og robust. Hvis én leverandør svigter, findes der andre. Hvis én region får problemer, kan man købe et andet sted. Det giver en strategisk styrke, som hverken gas, vind eller sol kan levere på samme måde.
Vind og sol er afhængige af vejret. Gas kan være bundet op på farlige afhængigheder og politisk ustabile leverandører. Atomkraft kræver enorme investeringer, meget lange tidshorisonter og en særlig institutionel disciplin, som ikke just er Danmarks stærkeste side. Men kul kan lagres, transporteres, købes bredt og bruges, når det passer systemet. Det er ikke smart i grøn reklamesprog, men det er solidt. Og i energiforsyning er solidt vigtigere end smart.
Danmark har særlige fordele
Kulkraft er ovenikøbet særligt velegnet i et land som Danmark. Det er der en meget enkel fysisk grund til: kølevand.
Et effektivt termisk kraftværk har brug for store mængder kølevand, og her er Danmark begunstiget på en måde, som mange indlandsnationer kun kan misunde. Vi er omgivet af kyster, sunde og havområder med rigelig adgang til koldt vand. Det giver meget gunstige vilkår for drift af kraftværker. Hvor indlandsnationer kan være tvunget til at bruge køletårne, med de tab og ekstra omkostninger det medfører, kan danske kystnære værker i høj grad drage fordel af direkte adgang til store mængder koldt kølevand.
Det er ikke nogen lille detalje. Det er en reel konkurrencefordel. Det betyder højere effektivitet, enklere anlægsdesign og bedre driftsøkonomi. I et land som Danmark burde det have været oplagt at se kulkraft som en teknologisk styrkeposition, ikke som noget skamfuldt, der skulle gemmes væk, fordi det lød grimt i de rigtige kredse.
Den danske blindgyde
Danmark havde i mange år stærke kompetencer inden for termiske kraftværker. Vi kunne noget. Vi havde erfaring med høj effektivitet, høj teknisk standard og driftssikre anlæg. Det var ikke varm luft, men rigtig ingeniørkunst.
Men i stedet for at udvikle den styrkeposition og gøre den til en eksportforretning, valgte vi at forelske os i den grønne selvfejring. Vi besluttede os for, at fremtiden kun måtte omtales med vindmøller i baggrunden og frelste formuleringer i forgrunden. Det kan man jo godt blive populær på i visse saloner. Men det ændrer ikke ved, at resten af verden stadig efterspørger stabil, billig og driftssikker energi.
Hvis Danmark havde satset offensivt på eksport af effektiv kulkraftteknologi, kunne vi have tjent store penge, skabt varige industrielle arbejdspladser og samtidig bidraget til lavere globale emissioner. Ikke gennem symbolpolitik, men gennem forbedret teknologi. Ikke gennem statsstøttede luftkasteller, men gennem løsninger, som verden faktisk havde brug for.
Det ville have været rigtig klimapolitik. Ikke den slags, der giver applaus i DR’s studie, men den slags, der virker ude i virkeligheden.
En personlig anekdote
Jeg slutter med en anekdote.
For nogle år siden mødte min fru Inge og jeg Kristian Thulesen Dahl på et folkemøde på Bornholm. Det småregnede, og den høflige mand lod min kone nyde godt af hans paraply. Så kom vi til at tale om kulkraft.
Jeg sagde det, som jeg plejer at sige: Det er ikke sol og vind, der er den afgørende faktor for vores industrielle civilisation. Det er kul.
Og så fortalte jeg ham, at hvis vi danskere i stedet for at være kørt ud ad den vind- og solblindgyde havde valgt at blive en eksportnation for kulkraft, så kunne vi have tjent en ufattelig masse penge uden behov for en eneste krone i statsstøtte. Dertil kommer, at danske kulkraftværker allerede på det tidspunkt lå omkring 10 procentpoint over verdensgennemsnittet, når det gjaldt effektivitet. Hvis vi havde eksporteret den type teknologi til Kina for eksempel, så ville CO2-udledningen i dag meget vel have været væsentligt lavere, samtidig med at strømmen også havde været billigere. Det tog KTD godt imod.
Det er den slags sandheder, som får det pæne energiselskab til at kigge ned i kaffekoppen. Men det gør dem jo ikke mindre sande.
En klimarealistisk kommentar
Det klimarealistiske synspunkt er ikke, at kul er romantisk. Det er heller ikke, at kul er perfekt. Det klimarealistiske synspunkt er, at man er nødt til at begynde med virkeligheden i stedet for med ønskelisten.
Virkeligheden er, at kul stadig er centralt for verdens energiforsyning. Virkeligheden er, at moderne kulkraft kan være langt mere effektiv end ældre anlæg. Virkeligheden er, at kul giver en forsyningssikkerhed, som er svær at matche, fordi det kan købes mange steder og lagres sikkert. Og virkeligheden er, at et kystland som Danmark har usædvanligt gode forudsætninger for effektiv kulkraft, fordi vi har rigelig adgang til koldt kølevand.
Og virkeligheden er tillige at adgangen til billig og stabil energi i form af kul mange gange overstiger omkostningerne ved de klimaændringer, som vi for et overskueligt beløb kan tilpasse os.
Derfor burde Danmark ikke have vendt ryggen til denne teknologi med moralsk foragt, men have videreudviklet den som en industriel styrkeposition. Vi kunne have tjent penge, gjort verden lidt rigere, gjort energien lidt billigere og endda reduceret udledningen i forhold til det globale alternativ.
I stedet valgte vi at blive verdensmestre i energipolitisk selvtilfredshed.
Det er ikke fremsynet. Det er bare dumt.
