Der var engang et lille land mod nord, omgivet af vand, blæst og meninger. Landet var grønt, fladt og fuldt af folk, der var meget stolte af at være fornuftige. Så fornuftige, faktisk, at de en dag begyndte at sige:
“Mon vi ikke skulle have færre grise? De larmer, de æder, og de grynter.”
Nu var der i samme land en klog kone, som hed Inge, og en lidt stædig mand, som hed Karl Iver. De sad ved morgenbordet med kaffe og avis, da dagens ord var grynte.
“Det er da et godt ord,” sagde Inge.
“Ja,” sagde Karl Iver, “og det er også et ærligt ord. Ingen gris har nogensinde forsøgt at være managementkonsulent. Den grynter bare. Den holder sig til sit kernefag.”
Samme nat skete der noget mærkeligt. Alle grisene i Danmark havde den samme drøm. De stod på rad og række i måneskin over markerne og sagde i kor:
“Grynte ville alle grisene.”
Den ældste so, som hed fru Trunteborg, trådte frem og talte:
“Hør nu her. Menneskene tror, verden bliver glad af PowerPoint, men verden bliver faktisk ofte glad af flæskesteg, frikadeller og en god skive bacon. Der er grænser for, hvor lykkelig man bliver af kikærter alene.”
(Vi tog i sin tid til Thailand og efterlod et køleskab til Bjarke, med kun kikærter. Det var ikke en succes)
Så sendte hun tre små grise ud i verden.
Den første kom til et land, hvor folk var blevet så moderne, at de havde glemt, hvordan rigtig mad smager. Han lærte dem at lave stegt flæsk med persillesovs. Straks holdt de op med at skændes om småting og begyndte i stedet at skændes om, hvem der skulle have den sprødeste skive. Det var et klart fremskridt.
Den anden kom til et land, hvor børnene kun kendte mad fra plastikbakker. Han lærte dem, at mad kommer fra jord, dyr, arbejde, håndværk og bønder, der står tidligt op. Børnene blev ikke bare mætte. De blev klogere. Det er mere, end man kan sige om mange reformer.
Den tredje lille gris kom til et land, hvor politikerne talte meget om bæredygtighed, men spiste frysetørrede slogans. Den lille gris sagde:
“Mine damer og herrer, velstand er ikke noget, man tryller frem ved at forbyde ting. Den kommer af produktion, dygtighed og folk, der kan finde ud af at lave noget, andre gerne vil købe.”
Det gjorde et så stærkt indtryk, at finansministeren tabte sin tofu.
Imens blev Danmark mærkeligt stille. For få grise gav for lidt grynt, og for lidt grynt gav for lidt liv. Slagterne stod med hænderne i lommen. Lastbilchaufførerne kørte halvtomme. Eksportfolkene sukkede. Landsbyerne blev fattigere. Selv kroerne begyndte at servere noget trist med linser og moralsk overlegenhed.
Da trådte Inge og Karl Iver frem på torvet.
“Nu må vi holde op,” sagde Inge. “Et land skal ikke skamme sig over at være godt til noget nyttigt.”
“Netop,” sagde Karl Iver. “Hvis vi kan lave gode grise ordentligt, effektivt og bedre end de fleste, så er det da ikke en synd. Det er nærmest en borgerpligt.”
Og så kom grisene tilbage.
De kom gryntende over markerne som en slags lavpraktisk symfoni. Ikke som et romantisk postkort, men som virkelighed: arbejde, eksport, madkultur, arbejdspladser og en verden, der faktisk gerne ville købe dansk kvalitet.
Fru Trunteborg hævede trynen og sagde:
“Se, nu forstår I det. Grisen er ikke bare et dyr. Den er en påmindelse om, at civilisation også består i at kunne lave aftensmad.”
Og fra den dag sagde man i kongeriget, når nogen prøvede at tale det nyttige ud af verden:
“Grynte ville alle grisene.”
Det betød:
Lad dog ting være det, de er gode til.
Og hvis danske grise kan gøre verden både mættere og gladere, så skal man ikke tie dem ihjel.
Morale
Verden bliver ikke bedre af færre realiteter og flere paroler.
Den bliver bedre af dygtighed, produktion og sprødt svær.
