Weekendavisen har bragt en dansk oversættelse af et interessant essay af Yascha Mounk om, hvordan de toneangivende samfundslag i stigende grad samler sig om det samme politiske og kulturelle tankesæt. (2) The Bourgeoisie Has Switched Sides – by Yascha Mounk
Artiklen tager udgangspunkt i USA, men man skal være godt bedøvet af dansk konsensuskultur for ikke at se, at vi har præcis det samme problem herhjemme.
Danmark bryster sig af fri debat. Det lyder pænt. Men i praksis er store dele af den offentlige samtale klemt ned i en smal rende, hvor de ledende medier, universiteter, ekspertmiljøer, styrelser og store dele af den akademiske middelklasse mener omtrent det samme om klima, miljø, energi, landbrug, EU, identitet og meget andet. Der er nuancer, ja vist. Men de ligger ofte inden for samme meningskorridor.
Det er ikke fri ånd. Det er åndelig monopoldrift.
Mounks pointe er, at problemet ikke først og fremmest er censur. Folk må jo sådan set gerne sige noget andet. Problemet er, at de institutioner, der uddeler prestige, karrierer, forskningsmidler og sendetid, i stigende grad er bemandet af mennesker med de samme instinkter, de samme sociale koder og de samme politiske reflekser. Når det sker, bliver afvigende synspunkter ikke mødt som legitim faglig uenighed. De bliver behandlet som moralsk eller intellektuelt suspekte.
Det kender vi udmærket i Danmark.
Sig noget skeptisk om den konkrete klimapolitik, og du bliver hurtigt placeret i en skuffe som “klimabenægter”. Peg på, at omkostninger også betyder noget, og at symbolpolitik ikke redder verden, og du anses straks for at være enten hjerteløs eller uoplyst. På samme måde med vandmiljøet: Den officielle fortælling er blevet så dominerende, at mange danskere nærmest tror, at enhver tvivl om virkemidler, modeller eller prioriteringer må være udtryk for mangel på omsorg for naturen.
Det er selvfølgelig vrøvl.
På klimaområdet har vi alt for længe været plaget af en debat, hvor medier og eksperter ofte optræder mere som opdragere end som oplysere. Der tales, som om der kun findes én hæderlig konklusion, én ansvarlig politik og én legitim vægtning af omkostninger og gevinster. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Der findes reelle faglige og økonomiske spørgsmål om tempo, teknologi, tilpasning, prioritering og effekt. Når disse spørgsmål bliver pakket ind i moralske formaninger, bliver borgerne ikke oplyst. De bliver styret.
På vandmiljøområdet er situationen mindst lige så slem. Her er befolkningen i årevis blevet fodret med stærkt forenklede historier, hvor “eksperterne” taler med en sikkerhed, som virkeligheden sjældent giver belæg for. Samspillet mellem næringsstoffer, hydrografi, historiske ændringer, lokale forhold, spildevand, bundforhold og biologiske processer er kompliceret. Alligevel bliver offentligheden ofte præsenteret for en moralfortælling med skurke og frelsere. Det er politisk bekvemt. Men det er ikke seriøs oplysning.
Det værste er ikke, at eksperter kan tage fejl. Det kan alle. Det værste er, når de tager fejl i flok og samtidig bilder sig selv og befolkningen ind, at uenighed kun skyldes dumhed eller onde hensigter.
Så hvad gør man?
Man bryder monopolet.
Ikke ved at erstatte ét meningsmonopol med et andet. Ikke ved at råbe højere. Og heller ikke ved at drømme om, at de eksisterende institutioner pludselig får lyst til at underminere deres egen magt. Nej, man bryder monopolet ved at skabe konkurrence mellem institutioner. Det er den afgørende pointe. Hvis alle toneangivende miljøer ligner hinanden, hjælper det ikke meget, at der i teorien er ytringsfrihed. Der skal findes steder, hvor andre perspektiver ikke bare tolereres, men dyrkes og udvikles.
Hvad bør vi gøre i Danmark?
For det første bør vi gøre det muligt at etablere private universiteter (det er ikke tilladt nu) og alternative højere læreanstalter. Det danske universitetssystem er i praksis et offentligt kartel. Institutionerne ligner hinanden, rekrutterer fra de samme miljøer og belønner ofte de samme typer holdninger og metoder. Et mere pluralistisk system kræver, at andre typer institutioner kan vokse frem med egne profiler, egne finansieringsmodeller og større intellektuel frihed. I det hele taget bør det offentlige ikke drive universiteter – man bider ikke den hånd…
For det andet bør private fonde og erhvervsfolk i langt højere grad finansiere uafhængige forskningsmiljøer og tænketanke. Hvis næsten al legitim viden skal gennem offentlige kanaler, får vi også offentligt filtrerede sandheder. Det er ikke nødvendigvis korruption. Det er bare systemlogik. Penge former institutioner, og institutioner former meninger.
For det tredje bør Danmark have stærke, rivaliserende ekspertmiljøer på områder som klima, energi og vandmiljø. Ikke aktivistiske kampgrupper, men fagligt solide miljøer, som systematisk gennemgår datagrundlag, modeller, regnemetoder, cost-benefit-vurderinger og politiske effekter. I dag er der alt for meget indspisthed og alt for lidt organiseret modspil. Selv min gamle gode arbejdsplads, DHI som i min tid var et godt modspil til vrøvlet er nu mere optaget af at skaffe sig penge fra miljøministeriet end i at sige sandheden.
For det fjerde bør medierne holde op med at bruge de samme 3M “eksperter” (Mernild, Markager, Mathiesen) til alt. Den praksis skaber en kunstig fornemmelse af enighed. Borgerne får indtryk af, at “videnskaben” har talt, når det i virkeligheden ofte bare er det samme lille netværk, der citerer hinanden på kryds og tværs. Det er ikke oplysning. Det er rundbordspædagogik.
For det femte bør der være langt større gennemsigtighed om ekspertroller, udvalg, bevillinger, netværk og institutionelle bindinger. Når den samme person optræder som forsker, rådgiver, udvalgsmedlem, kommentator og projektmodtager, har offentligheden krav på at kende sammenhængen. Ikke fordi der nødvendigvis er ugler i mosen, men fordi tætte kredsløb skaber ensretning længe før egentlig magtmisbrug.
For det sjette bør vi genoplive den gamle idé om, at uenighed er en styrke. I dag bliver faglig opposition alt for ofte behandlet som en gene. Men uden reel opposition stivner tænkningen. Det gælder i politik, og det gælder i forskning. Hvis man vil have mere sandhed og mindre gruppetænkning, må man tåle, at folk siger noget, der er irriterende.
Et frit samfund kræver mere end pæne ord
Et samfund er ikke frit, bare fordi man formelt må åbne munden. Det er først rigtigt frit, når der findes institutioner, som kan bære og udvikle reelle alternativer. Hvis alle karriereveje, alle anerkendte ekspertroller og alle de store mikrofoner peger i samme retning, så bliver friheden mest et festligt ord til grundlovstaler.
Vi har i Danmark brug for mindre andægtighed over for de ledende eksperter og mere respekt for organiseret modsigelse. Vi har brug for flere uafhængige tænketanke, flere private forskningsmiljøer, flere alternative uddannelsesinstitutioner og flere medier, der tør gå imod flokken. Ikke fordi enhver modsigelse er rigtig, men fordi et samfund uden stærke modstemmer bliver dumt.
Og ja, det gælder i høj grad klima og vandmiljø. Her er befolkningen alt for ofte blevet vildledt af en alliance mellem aktivistisk politik, selektiv ekspertise og ukritisk journalistik. Det er på tide at sige det lige ud. Når eksperter bliver præster, og medier bliver kordrenge, så får vi ikke oplysning. Så får vi en statsautoriseret fortælling.
Den skal brydes.
