Det er svært at være en ordentlig ægtemand i det moderne samfund. I gamle dage kunne en mand forsigtigt stikke hovedet ind i soveværelset og spørge sin hustru, om hun ville have lidt godnathygge, en varm hånd, lidt nusseri eller måske endda en blid kildetur under fusserne. Det var dengang, folk endnu levede i den primitive forestilling, at ægteskab også rummede en smule spontanitet.
Det går naturligvis ikke længere.
Nu lever vi i et oplyst og administrativt samfund, hvor selv den mindste ægteskabelige kontakt forudsætter et samtykkeskema, en risikovurdering og helst en lille vejledning udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe. Hvis en ægtemand i dag nærmer sig sin kones fødder med antydningen af et drillende fingerstrøg, så er det jo ikke længere kærlig omgang. Nej, så er vi ude i en aktivitet, der kræver tydelig procedure, gennemsigtighed og dokumentation.
Man ser formularen for sig:
Erklæring om informeret samtykke til kildning under fuss
Jeg, undertegnede fru Inge, erklærer herved, at Karl Iver, under nærmere angivne betingelser, og uden præjudice for fremtidige sager, gives midlertidig tilladelse til let berøring af fodsålens nedre region, dog ikke tæerne, medmindre særskilt tillægsaftale foreligger.
Hvor er det dog betryggende.
Man skal jo nødigt have, at noget så farligt som ægteskabelig hygge bryder ud uden korrekt sagsgang. Tænk, hvis man bare gjorde noget spontant. Tænk, hvis man bare kendte hinanden. Tænk, hvis et ægteskab ikke skulle drives som en mellemting mellem en HR-afdeling, et kommunalt byggesagskontor og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Nej, orden skal der til.
Først skal hustruen orienteres om kildningens karakter. Dernæst skal der fastlægges varighed, intensitet og geografisk afgrænsning. Er der tale om højre fod, venstre fod eller en samlet bilateral indsats? Er der tale om kærtegn, kildning eller det, man i fagsprog må kalde “uønsket fuss-eskalation”? Og er samtykket givet frit, specifikt, informeret og utvetydigt — eller var fruens lidt trætte “åh, gør hvad du vil” juridisk set for uklart til at kunne bære en seriøs fodindsats?
Det næste bliver vel, at man ved sengekanten skal sige:
“Inden vi går videre, vil jeg gerne sikre mig, at du fortsat er komfortabel med den foreslåede kildningsprocedure, og at du til enhver tid er bekendt med din ret til at trække samtykket tilbage, også midt under højre hæl.”
Og så ligger den stakkels mand dér med en ærlig trang til at være sød, men er reduceret til administrativ aktør i et højt reguleret intimdomæne. Han ville bare muntre den rare dame op. Men nej. I stedet må han stå med tre bilag, to erklæringer og en revisionssikker logbog over tidligere forsøg på fodkontakt.
Man må tage hatten af for civilisationen.
Vi har bygget broer, tæmmet elektriciteten, sendt sonder ud i solsystemet og skabt antibiotika. Og nu er vi nået så langt, at en mand ikke længere kan kilde sin hustru under fusserne uden at frygte, at samtykkegrundlaget måske ikke var præcist nok formuleret.
Det kaldes udvikling.
PS. Inge bryder sig ikke om at blive kildet under sin fuss – så nul samtykke!
