I går på Facebook kaldte jeg de politiske kommentatorer for narhoveder, der løber i flok. Det var ikke særlig pænt, men det var præcist. Og nu vil jeg så selv forsøge mig som politisk kommentator = narhoved — dog med den væsentlige forskel, at jeg ikke har tænkt mig at løbe samme vej som alle de andre, bare fordi flokken allerede har sat i trav.
I går middag hørte jeg i P1 Debatten de sædvanlige kloge hoveder forklare, at vi nu var på vej mod en centrum-venstre-regering. Det var ikke helt på plads endnu, naturligvis. Enhedslisten skulle lige finde ud af, hvordan man støtter en ansvarlig økonomisk politik uden at få næseblod, og Alternativet skulle sikkert også have et par grønne trylleformularer ind i regeringsgrundlaget. Men hovedretningen var klar, lød det.
Få timer senere pegede Lars Løkke Rasmussen på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger.
Bang.
Så lå den fælles kommentatoranalyse på gulvet som en tabt leverpostejsmad.
Og hvad sker der så? Nu siger de samme kommentatorer — igen i flok — at en blå regering fra Moderaterne til Dansk Folkeparti naturligvis er umulig.
Naturligvis.
Det er altid “naturligvis”, lige indtil det modsatte sker. Så hedder det “en dramatisk udvikling”.
Den blå vej findes stadig
Lad mig sige det helt enkelt: Jeg siger ikke, at en blå regering er sikker. Men jeg siger, at det er dovent at kalde den umulig.
Der er forskel på umuligt og besværligt, og det burde selv en politisk kommentator kunne forstå efter tre kopper kaffe og et halvt rundstykke i Snapstinget.
På venstrefløjen er forskellene enorme. Man skal spænde buen fra nogenlunde ansvarlig økonomisk politik til Enhedslistens og Alternativets økonomiske ønskeseddel til julemanden. Det er ikke bare en politisk afstand; det er to forskellige opfattelser af, hvad penge er.
På højrefløjen er der også problemer. Selvfølgelig er der det. Der er EU, skat, udlændinge, klima, landbrug og almindelig personlig forfængelighed i rigelige mængder. Men det er ikke nødvendigvis en afgrund. Det er politik. Og politik handler ikke kun om, hvad partierne helst vil. Det handler lige så meget om, hvad de for enhver pris vil undgå.
Dansk Folkeparti vil måske ikke elske Lars Løkke. Moderaterne vil måske ikke elske Dansk Folkeparti. Venstre vil måske helst være fri for det hele og bare have en weekend uden breaking news. Men hvis alternativet er en centrum-venstre-regering, kan store kameler pludselig glide forbavsende let ned — især hvis de serveres med ministerbiler, indflydelse og en pæn pressemeddelelse.
Løkke er ikke en fodnote
Det mærkeligste ved kommentatorernes analyser er, at mange af dem stadig behandler Lars Løkke Rasmussen, som om han er en fodnote i dansk politik. Det er han ikke.
Man kan mene meget om Løkke, og det gør folk jo med stor energi. Men hvis der er én ting, han har vist igen og igen, så er det, at han ikke nødvendigvis følger den lige vej fra A til B. Han er ikke typen, der pænt går ind ad døren med skiltet “forventet forløb”.
Han er mere som en gammel købmand på havnen, der smiler venligt, mens han flytter tre kasser sild, en halv koalition og en statsministerpost rundt, uden at nogen helt opdager hvornår.
Og bagefter står kommentatorerne og siger, at det havde de naturligvis set komme.
Nej, det havde de ikke.
Flokken tager fejl sammen
Problemet er ikke, at kommentatorerne tager fejl. Alle tager fejl. Jeg gør det også — sjældent, naturligvis, og som regel kun fordi virkeligheden ikke har læst mine blogindlæg grundigt nok:) Problemet er, at kommentatorerne alt for ofte tager fejl i samlet trop.
De vil hellere tage fejl sammen end risikere at have ret alene.
Det er egentlig meget menneskeligt. Vi er flokdyr. I evolutionær forstand var flokken en livsforsikring. Den, der blev i flokken, havde en større chance for at overleve. Den, der gik alene ud i højt græs for at “tænke selvstændigt”, kunne hurtigt ende som frokost for et rovdyr med bedre tænder end argumenter.
Men på Christiansborg er løven sjældent det største problem. Det er flokmentaliteten.
For når alle hele tiden kigger på hinanden, begynder de også at tænke ens. Hvad siger de andre? Hvad mener redaktøren? Hvad er den sikre analyse? Hvad kan man sige på tv uden at komme til at stå helt alene, hvis det går galt?
Og så ender man med den mærkelige situation, at en hel flok intelligente mennesker siger næsten det samme. Ikke fordi de nødvendigvis har analyseret sig uafhængigt frem til det samme resultat, men fordi de alle sammen har lyttet efter den samme sociale toneart.
Det er set før
Det her er ikke nyt. Trump kunne naturligvis ikke vinde i 2016. Det gjorde han. Brexit kunne naturligvis ikke ske, for briterne ville jo til sidst vælge det fornuftige. Det gjorde de ikke. Dansk Folkeparti kunne naturligvis ikke blive så stort i 2015. Det blev de. Theresa May skulle naturligvis vinde stort i 2017. Hun mistede sit flertal. Og SVM-regeringen var også noget nær politisk naturstridig — lige indtil den stod der med regeringsgrundlag, ministerliste og pressefoto.
Det er den samme historie igen og igen: Kommentatorerne tegner et kort over virkeligheden, og virkeligheden kommer bagefter kørende med en bulldozer gennem papiret. Så kalder man det “overraskende”, “dramatisk” eller “en ny parlamentarisk situation”, alt efter hvor meget studieværtens øjenbryn kan bære.
Den sikre fejl
Der er en meget enkel grund til, at flokken er så stærk: Det er karrieremæssigt tryggere at tage fejl sammen end at tænke selv.
Hvis alle tager fejl sammen, er ingen rigtig til grin. Så kan man altid sige, at “det var den almindelige vurdering på daværende tidspunkt”. Det er en elegant formulering, som betyder: Vi tog fejl, men heldigvis gjorde alle de andre det også.
Hvis man derimod står alene med en anden analyse og tager fejl, så står man dér. Helt synlig. Helt ubeskyttet. Med sin forkerte vurdering i hånden og hele kommentarfeltet klar med høtyven.
Derfor vælger mange den sikre fejl. Den kollektive fejl. Den pæne fejl. Den fejl, der kan bæres i flok.
Det gælder i politik, og det gælder på aktiemarkedet. Bobler opstår ikke, fordi én mand tager fejl. De opstår, fordi alle løber samme vej og råber, at det går strålende, lige indtil de rammer muren. Og bagefter siger de, at ingen kunne have forudset det. Jo, det kunne nogen måske godt. Men de stod uden for flokken og blev derfor ikke inviteret i studiet.
Min prognose
Så her er mit bud: Der er en reel chance for en borgerlig regering.
Ikke fordi det bliver nemt. Ikke fordi alle blå partier pludselig bliver enige om alt. Ikke fordi Lars Løkke er blevet ideologisk partifælle med Dansk Folkeparti. Men fordi politik drives af interesser, frygt og muligheder, og fordi ønsket om at undgå en centrum-venstre-regering kan være stærkere end ubehaget ved at sluge et par kameler.
Måske mislykkes det. Måske ender det helt anderledes. Måske får kommentatorflokken ret denne gang. Det kan ske. Selv et ur, der er gået i stå, viser rigtigt to gange i døgnet.
Men at kalde en blå regering umulig er ikke analyse. Det er flokadfærd med slips.
Hellere narhoved end flokdyr
Så ja, jeg stiller gerne op som narhoved for en dag. Men jeg vil hellere være et narhoved, der tænker selv, end et klogt hoved, der løber i flok.
For nogle gange har flokken ret.
Men andre gange løber den direkte mod skrænten.
Og så er det altså en fordel at være den irriterende type, der vender om i tide.
