En eksamen i oldtidskundskab sendte mig fra Pindars græske sejrssange til P.O. Pedersen Kollegiets bordtennisbord. Det er måske en lang vej. Men ikke længere end at battet kan følge med.
Inges og mit ældste barnebarn Ida var i dag oppe i det fag, vi i gamle dage -og også i dag – kaldte oldævl – og som stadigvæk hedder oldtidskundskab, når man skal sige det pænt.
Hun fik en opgave om et epinikion af Pindar. Og her må jeg med skam melde, at jeg faktisk ikke vidste, hvad et epinikion var. Jeg har ellers selv haft oldtidskundskab i sin tid, men enten har læreren glemt at sige det, eller også har jeg glemt at høre efter. Det sidste er ikke helt usandsynligt.
Et epinikion er en sejrssang. En højstemt hyldest til en vinder, skrevet i den klassiske græske tradition. Pindar skrev dem til atleter, der havde vundet ved de store lege, og så fik de ikke bare et klap på skulderen, men myter, guder, slægt, ære og hele den store retoriske maskine med oveni.
Ida klarede sig fremragende. Efter eksamen fik hun sit 12-tal, og censorerne sagde, at hvis 13-tallet stadig havde eksisteret, så havde hun også fået det. Det er jo en formulering, der næsten selv beder om et epinikion.
Så jeg slog ordet op, blev lidt klogere og fik skrevet en sejrssang – ikke til en olympisk løber, men til en ældre bordtennismester fra P.O. Pedersen Kollegiet. Det er måske ikke helt Pindar. Men mindre kan også gøre det, når battet er rødt, øllet er koldt, og historien er sand nok til at fortjene en laurbærkrans.
Bordtennis på klassisk manér. Pindar ville muligvis have løftet et øjenbryn, men han ville have forstået pointen.
Epinikion til Karl Iver
En sejrssang fra P.O. Pedersen Kollegiet
Sådan kan en eksamen i oldtidskundskab altså føre til meget: Pindar, bordtennis, ungdomserindringer og et mindre opgør med morgenforelæsninger.
Det vigtigste er dog Ida. Hun gik ind til Pindar og kom ud med et 12-tal, der efter gammel målestok åbenbart lugtede kraftigt af 13. Det er ikke bare flot. Det er epinikion-værdigt.
