Som lille dreng i Vester Skerninge havde jeg et af mine bedste steder nede bagerst i Jens og Gretes frugthave. Der stod gyngen. Der kunne jeg sidde i timevis om sommeren – og dengang varede sommerferier næste uendeligt længe – og gynge og drømme om alt mellem himmel og jord. Det var ikke trist. Det var tværtimod en fornøjelse. Der var ro, luft og plads til fantasien.
Men skolen var en anden historie.
Ollerup Skole og senere Svendborg Gymnasiums mellemskole og gymnasium var fagligt set ofte en lang ørkenvandring. Socialt var det udmærkede og hyggelige år, bestemt. Men rent fagligt gik det alt for langsomt. Når man allerede havde fanget pointen, var det ærlig talt noget sejtrækkeri at skulle sidde og vente på resten af forestillingen. Det ville have været super med en mobi med AI til at underholde sig med eller endnu bedre, en meget kortere og mere effektiv skolegang.
Det siger noget vigtigt om kedsomhed.
Der findes en god kedsomhed, hvor tankerne får lov at vandre. Og så findes der den elendige kedsomhed, hvor et menneske bliver holdt i tomgang, selv om motoren gerne vil mere. Det sidste har sikkert været et voldsomt problem gennem store dele af historien. I gamle bondesamfund var der masser af hårdt arbejde, men ofte meget få muligheder for at bruge hovedet frit. For de bedst begavede må det til tider næsten have været sådan, at man kunne kede sig ihjel.
Set i det lys er moderniteten jo ikke skurken, men tværtimod en stor befrielse. Bøger, uddannelse, aviser, højskoler, samtaler, rejser, forskning, teknik og hele den voksende verden af muligheder har gjort livet langt rigere. I dag har vi flere chancer for at lære, tænke og fordybe os end nogen generation før os.
Så ja, der er også støj, skærme og evig digital pjank. Men det afgørende er jo, at mennesket ikke er et siv i vinden. Vi har fri vilje. Vi kan selv vælge, om vi vil lade os trække rundt i næsen af skærmstøj, eller om vi vil bruge de moderne muligheder til noget ordentligt.
Det er i grunden pointen.
Før i tiden var problemet ofte for få muligheder. I dag er problemet snarere, om vi vælger rigtigt blandt de mange. Kedsomhed er derfor ikke bare mangel på underholdning. Det er mangel på mening, udfordring eller retning.
Og det er stadig den enkelte, der i sidste ende må vælge, om livet skal være tomgang eller nysgerrighed.
Kedsomhedsindekset – kort fortalt
I gamle samfund var kedsomheden ofte høj, fordi livet var ensformigt, og valgmulighederne få. For de mest begavede kunne det næsten være en livslang tomgang.
Moderniteten sænkede kedsomheden, fordi den gav mennesker langt flere muligheder for læring, dannelse og udfoldelse.
I dag er problemet ikke mangel på stimulation, men at vi selv må vælge, hvad der er værd at bruge friheden på.
