Regulér udledningen – ikke produktionen

Der er ét princip, som burde stå øverst i enhver miljølov: Miljøregulering må ikke gå ud over produktionen og den økonomiske vækst. Reguleringen skal indføres i den rigtige takt, så produktionen kan følge markedet, mens miljøpåvirkningen gradvist kobles fra produktionen ved hjælp af teknologisk udvikling

Det er en problemstilling, jeg har arbejdet med det meste af mit liv, og som også går igen i min nyligt udkomne bog 80 år med mad & miljø. Jeg har aldrig haft noget problem med miljøregulering. Tværtimod. Men den skal virke, og den skal være økonomisk fornuftig.

Derfor synes jeg faktisk, at hovedideen i den nye gødskningslov er god. Landbruget skal reguleres efter udledning, ikke efter produktion. Hvis en landmand kan dyrke flere kartofler, løg eller porrer uden at øge belastningen af vandmiljøet, skal han selvfølgelig have lov til det. Hvis han gennem bedre dyrkning, vådområder, drænvirkemidler eller ny teknologi reducerer udledningen, skal gevinsten tilfalde ham. Og handel med kvælstofkvoter er fornuftig, fordi produktionen dermed søger derhen, hvor man får mest værdi for den tilladte belastning.

Men tempoet er afgørende. Reguleringen skal indfases over en længere årrække og strammes i takt med, at teknologien gør det muligt at reducere udledningen uden samtidig at reducere produktionen. Hvis en ny regel betyder, at dansk produktion falder, fordi reguleringen løber hurtigere end teknologien og økonomien kan følge med, er reglen ganske enkelt indført for hurtigt. Dansk landbrug konkurrerer internationalt, og det nytter ikke noget, at vi gør produktionen dyrere herhjemme, hvis den bare flytter til et andet land.

Det er særlig vigtigt, fordi planen er at reducere den danske kvælstofudledning med omkring 14.000 tons om året. Det vil kunne forbedre miljøet i nogle fjorde og lukkede kystområder, hvor danske udledninger spiller en væsentlig rolle. Men i de åbne kystområder og i Kattegat og Bælthavet vil en dansk reduktion af den størrelse kun påvirke miljøtilstanden beskedent, fordi forholdene dér i høj grad bestemmes af tilførsler udefra, vandudveksling samt vejr og klima. Derfor bliver regningen alt for stor i forhold til miljøgevinsten.

Netop derfor skal EU’s undtagelsesbestemmelser bruges konsekvent. Hvor yderligere danske reduktioner kun giver en lille miljøeffekt, eller hvor omkostningerne ved at nå det sidste stykke til et formelt miljømål bliver urimeligt store, skal Danmark bruge mulighederne for længere frister og mindre strenge mål. Det er ikke at snyde med miljøet. Det er præcis derfor, bestemmelserne findes.

Den såkaldte basisudvaskningsgrænse skal væk. Den hører ikke hjemme i et ægte udlederbaseret system.

Til gengæld skal de nationale retentionskort kun være udgangspunktet. En landmand skal sammen med kvalificerede rådgivere kunne dokumentere forholdene på sin egen bedrift og udarbejde et lokalt retentionskort, som kan lægges til grund for reguleringen, hvis det er bedre dokumenteret end det nationale standardkort. Jordlag, dræn, grundvandsstrømme, vådområder og lokale målinger kan afvige betydeligt inden for de store områder, modellerne dækker. Det er absurd at kræve præcis markregulering på grundlag af et kort, som ikke selv har præcision på markniveau.

Det princip giver samtidig det rigtige incitament. Hvis landmanden ved bedre viden, bedre dyrkning eller tekniske løsninger kan dokumentere mindre udledning, skal han kunne producere mere. Så får man landmænd, rådgivere og virksomheder til at konkurrere om at finde billigere måder at beskytte miljøet på i stedet for at konkurrere om at udfylde flere skemaer.

Jeg er derfor positiv over for retningen i den nye gødskningslov, men stærkt kritisk over for den måde, den ser ud til at blive gennemført på. Regulér den faktiske udledning, lad lokale data tælle, kreditér reelle reduktioner, tillad handel med kvoter, brug EU’s undtagelser og stram kun kravene, hvis det kan gøre uden at det går ud over produktionens størrelse.

Så kan dansk landbrug fortsætte med at producere mere med mindre miljøpåvirkning.

Se mere her: