Ideen om, at Kina sådan lige skulle gå hen og blive den største økonomi og den stærkeste magt i verden, har jeg altid taget med et vognlæs salt. Kina er ikke et demokrati, hvor man frit kan innovere, eller en fuldt udviklet markedsøkonomi og så kan væksten bare ikke fortsætte.
Dette skriver Lars Christensen om på dette Facebook indlæg:
Her er hele teksten:
Kina minder mere og mere om Japan for 20-30 år siden.
Det blev endnu engang bekræftet her til morgen, da den kinesiske finansminister Lan Fo’an på et pressemøde fremlagde en ny plan for at få gang i kinesisk økonomi.
Eller rettere: De fleste investorer og observatører vil nok snarere betragte dette som en mangel på en plan.
Der var ellers store forhåbninger til, at NU ville der ske noget. Meget som det, vi oplevede i Japan i løbet af nullerne – NU ville de gøre noget ved deflationen.
Men det skete aldrig, og imens voksede gælds- og deflationsproblemerne, og demografien tyngede mere og mere på væksten (eller rettere manglen på vækst).
Og ja, det er Japan i 2000’erne, jeg taler om, men det er samtidig Kinas virkelighed.
For 10 år siden skrev jeg en artikel med titlen “China might NEVER become the biggest economy in the world”, hvori jeg argumenterede for, at Kina basalt set var på vej mod strukturel nulvækst: China might NEVER become the biggest economy in the world | The Market Monetarist
Og nu er vi der basalt set. Kinesisk økonomi er gået i stå, og selvom regeringens fokus burde være på strukturelle reformer, så er fokus på at lappe på et finansielt system, der ser mere og mere sygt ud.
Kina har privatiseret produktionsvirksomheder, og der er i høj grad fri prisdannelse, men det kinesiske Kommunistparti har aldrig rigtig privatiseret kapital-allokeringen. Det sker i høj grad igennem lokale regeringer og statslige banker eller massivt regulerede og subsidierede finansielle institutioner. Derfor er de lokale regeringer også i høj grad blevet fedtet ind i ejendomsmarkedet.
Og når der er boligkrise, så bliver det ret hurtigt en krise for de lokale offentlige finanser – derfor bløder provinsregeringerne. Og det er dem, som finansministeren nu prøver at hjælpe.
Men det betyder blot, at man flytter gældsproblemet fra lokale regeringer til centralregeringen.
Man gør altså intet ved Kinas strukturelle vækstproblemer. Man laver ikke økonomiske reformer. For sandheden er, at præsident Xi slet ikke bryder sig om økonomiske reformer. Xi er nemlig basalt set marxist. Eller rettere maoist. Og så er han totalitær.
Derfor lapperierne.
Samtidig skal det bemærkes, at hvis man har en økonomi, der er på vej mod strukturel nulvækst, så skal valutaen svækkes. Men det vil Kommunistpartiet ikke acceptere, for det vil udstille for alle kinesere, at landets økonomi er i problemer.
Og når man fastholder en valuta kunstigt stærk, så er det de facto en pengepolitisk stramning, og med den slags følger deflation og derfor også øgede problemer på ejendomsmarkedet – og gældsproblemer.
Vejen frem er en svækkelse af renminbien og strukturelle reformer, men ingen af delene bryder Xi sig om, og derfor sker det ikke. Og derfor bliver vi ved med at se kortsigtede forsøg på at sparke liv i økonomien og lappe huller. Men det virker ikke.
Og derfor skal man også stille det endnu mere fundamentale spørgsmål: Hvor længe kan Xi blive siddende? Han går ikke selv, men vil nogen fjerne ham?
En anden vinkel med samme konklusion
Jeg følger med interesse en Joe Blogs på Youtube, som har mange gode og kontante betragtninger om globale økonomiske anliggender. Måske ikke så finpolerede som hos fagøkonomen, Lars Christensen, men interessante og to-the-point. Her er hans video om Kina:
Og kig også lige den kinesiske aktiekurs:
