Breaking News: Dette opslag skal handle om Martin Ågerups synspunkter på Trumps tosserier med at true sine naboer med straftold. Men siden Martin skrev sit opslag på FB den 1. februar, er der sket det, at både Canada og Mexico har indvilget i at deltage i forhandlinger om sikring af grænserne mod illegal indvandring og import af narkotika. Derfor er tarifferne blevet udsat i en måned, mens forhandlingerne pågår.

Jeg er naturligvis enig med Martin i, at det er helt tosset at indføre nye toldgrænser mellem lande. Tværtimod bør man afskaffe dem, hvor det er muligt. Dog kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Trump har en vis pointe i, at vi i Europa benytter tekniske handelshindringer til at forhindre amerikanske madprodukter i at komme ind på markedet. Eksempler er kyllinger vasket i klorvand og oksekød fra dyr, der har fået hormoner. Begge dele er fuldstændig usaglige handelsbarrierer, da de ifølge den amerikanske Food and Drug Administration ikke udgør nogen som helst risiko for forbrugerne.

De gange, jeg har været i USA, har jeg været superglad for den lette adgang til store mængder billigt, sundt og velsmagende oksekød. Jeg er godt træt af, at bureaukraterne i EU forhindrer mig i at spise det, jeg gerne vil have.

DALLE 3. Om glæden ved at spise lækkert og sundt oksekød

Men nu til Martins facebook opslag:

Præsident Trumps handelspolitik er skidt for USA og for verden, og den bygger på misforståelser.

Trump angiver flere grunde til de nye toldmure overfor Canada, Mexico og Kina, blandt andet at landene ”har behandlet USA dårligt” samt, at de har tilladt fentanyl at krydse grænsen til USA. Men den bagvedliggende ting, der optager – og altid har optaget – Trump meget er USA’s handelsunderskud med andre lande, som han opfatter som skadeligt for USA og forårsaget af uretfærdig handelspolitik fra andre lande.

Begge dele er forkerte. Handelsunderskud er ikke i sig selv skadeligt. Dollarens status som reservevaluta bidrager naturligt til underskuddet. Det samme gør det attraktive investeringsklima i USA. Handelsunderskuddet er altså i høj grad et vidnesbyrd om økonomisk styrke. Endelig er USA i høj grad selv skyld i handelsunderskuddet, fordi deres føderale budgetunderskud bidrager til det.
Lad mig uddybe.

Et handelsunderskud er ikke i sig selv skadeligt. Det er udtryk for, at udlændinge er villige til at forsyne amerikanerne med varer og tjenesteydelser mod til gengæld ikke at modtage andet end dollarsedler i håb om, at de i fremtiden kan købe noget i USA for de dollars, som ikke har nogen værdi i sig selv. Det er en ”kontrakt”, som begge parter deltager helt frivilligt i, fordi begge ser en fordel i den.
En af grundene til, at udlændige er så glade for at sidde inde med dollars, er den amerikanske dollars status som verdens reservevaluta. Det giver en vedvarende høj efterspørgsel efter dollars internationalt. Dette holder dollaren relativt stærk, hvilket gør amerikansk eksport dyrere og import billigere. Det bidrager til handelsunderskuddet.

For det andet opfatter udenlandske investorer USA’s erhvervsliv som et meget attraktivt investeringsobjekt, fordi USA har en dynamisk økonomi med nogle af verdens bedst ledede og mest innovative virksomheder. For at investere i amerikanske virksomheder, skal man bruge dollars, Det presser dollaren op, hvilket gør amerikanske varer dyrere i udlandet og udenlandske varer billigere i USA (til gavn for de amerikanske forbrugere, især dem med de laveste indkomster), hvilket øger handelsunderskuddet.
Man kan også sige det på den måde, at de dollars udlændinge får for at sælge deres produkter i USA bliver brugt på at investere i amerikanske virksomheder. Hvis amerikanske virksomheder ikke var så attraktive at investere i, ville udlændinge i stedet forsøge at sælge deres dollars, hvilket ville reducere dollarkursen. Det ville gøre amerikanske varer billigere i udlandet og udenlandske varer dyrere i USA, hvilket ville reducere handelsunderskuddet.

Med andre ord er handelsunderskuddet ikke et udtryk for, at amerikansk økonomi er svag, men tværtimod et af tegnene på dens store styrke.

Endelig bidrager den amerikanske føderale regerings store (og ærligt talt efterhånden meget bekymrende) budgetunderskud til handelsunderskuddet. Når regeringen bruger penge, som den låner i stedet for at opkræve i skatter, øger den efterspørgslen, herunder efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser fra udlandet. Effekten forstærkes af, at en stor del af underskuddet finansieres ved, at udlændinge køber amerikanske statsobligationer. Også det presser dollaren i vejret, fordi udlændingene skal bruge dollars for at købe amerikanske statsobligationer.

Når Trump brokker sig over USA’s handelsunderskud med resten af verden, svarer det altså til, at han brokker sig over, at udlændinge er glade for dollaren og derfor holder den som reservevaluta, er glade for at investere i amerikanske virksomheder og er villige til at finansiere USA’s budgetunderskud.

Sådan er det overordnede billede. Der er naturligvis nuancer: Kina (og Danmark) subsidierer bestemte erhverv, geopolitiske hensyn osv. Fentanyl-argumentet kan jeg ikke gennemskue, men hele den vestlige verden har forsøgt at forhindre narko-handel uden den store succes i årtier. Det gælder også USA selv.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights