Havets konge er genopstået, takket være EU fiskeripolitik

Gæsteindlæg af Johan Wedel Nielsen

I 1960´erne stod min far på kanten af Øresund og så de små tunbåde stævne ud, med rige turister som blev spændt fast i en tandlægestol på dækket og med solidt grej kæmpede med de blå finnede tun, der sprang så rigeligt ud for Snekkersten. Man kan forestille sig, at den lille dreng drømte om samme oplevelse, når han blev stor.

I samme periode stævnede den 14 årige Jørgen Bach ud fra Skagen havn på en tunkutter, det år tjente han flere penge end sin svigerfar, den stolte vestjyske bondemand, som måtte se sig slået økonomisk af den bette knægt som fik procentuel betaling fra fangsten på tun båden.

Sådanne historier er der mange af fra den tid, de gode gamle dage, hvor havet bugnede af fisk.

I min egen ungdom i 2009 kom filmen ”end of the line”, der blandt andet omhandlede det omfattende overfiskeri af blåfinnet tun, som vi får at vide ville blive udryddet om 10 år. Ligeledes fortælles i malende beskrivelser omkring Mitsubishi koncernen, som laver store fryselagre af blåfinnet tun, som så vil stige gevaldigt i pris, når nu der ikke flere tun er.

Virkeligheden i 2009 var, at der sluttede det store overfiskeri af tun. Men det foregår stadig for mange andre andre arter i specielt udviklingslande, som ikke har ressourcer til at beskytte deres territorial farvand.

I EU foregik overfiskeriet på blåfinnet tun, som kan ses på det areal af farve, som ligger over den røde streg (TAC=kvote). Men i 2008 blev kvoten sat drastisk ned for at genopbygge bestanden og Spanien og Frankrig fik af vide, at de ikke kunne få landbrugsstøtte, hvis de ikke makkede ret.

Takket være EU fiskeripolitik begyndte gydebiomassen at stige ret voldsomt, og den stiger faktisk endnu. Så der er nu lige så mange tun som i de gode gamle dage, hvor min far stod og drømte om en dyst med havets konge.

I efteråret 2023 stævnede min far og jeg ud på tunfiskeri fra Helsingør, vi var glade turister på en båd med erfarne tun fiskere, der deltog i et mærkningsprojekt. Efter et par timer tog en gigantisk tunfisk vores levende makrel, der dansede over havoverfladen trukket af en drage.

Efter først vild panik, så moderat panik og derefter hårdt arbejde fik vi fightet tunfisken træt og sat en line i kæben. Den blev trukket til mærkebåden og fik taget biopsi og blev monteret med et pop-up satellit mærke, så vi kan spore, hvor den svømmer hen.

Afsluttende bemærkninger om den fælles fiskeripolitik

EU er faktisk ret gode til at regulere fiskeriet, specielt for arter som trækker gennem flere forskellige landes territorial farvand er det vigtigt med overstatsligt samarbejde. Eksemplet med genopbygning af tunbestanden viser også, at vi godt kan få flere fisk i havet og bedre natur, hvis vi analyserer os frem til problemets kerne og løser det.

Da tunfisken svømmer igennem mange forskellige farvande, kan det ikke nytte noget at alle lande selvstændigt sætter deres kvote, så er tunfisken jo udryddet i morgen, da de enkelte lande naturligvis vil tilgodese deres egne fiskere med større kvote. Derfor er det godt, at kvotefordelingen er låst fast, skulle et medlemsland få andre tanker så falder hammeren med træk i landbrugsstøtte og retssager. Dette er til stor gavn for tunfisken. Dette resulterer også i ,at Danmark aldrig kan få en fast tunkvote, vi kan dog bytte os til spansk eller fransk tunkvote, med eksempelvis makrel og så kan vi få lov at fange lidt tun, de år det lykkedes.

Kilde: BFT_E_ENG.pdf (iccat.int)