Når fiskene forsvinder fra danske farvande og Østersøen, står de sædvanlige syndebukke altid klar på anklagebænken: fiskerne og landmændene. Fiskerne har overfisket. Landmændene har sendt for mange næringsstoffer ud i havet. Så er den sag klaret. Det er i hvert fald den pæne fortælling, som politikere, grønne organisationer og store dele af pressen elsker, fordi den er så dejligt enkel.[Læs mere…]
Man kan godt forbedre iltforholdene og skabe biologisk plads til flere fisk – men hvis predationen fra skarv og sæl ikke er under kontrol, bliver pladsen aldrig fyldt
Der skal sikres stabile rammer for udviklingen i akvakultursektoren, hvori havbrugsproduktion indgår som en vigtig del af den samlede fødevareforsyning af fiskeprodukter.
Rygterne om, at verdenshavene er ved at være tømt for fisk, er stærkt overdrevne
Skarv og gråsæler udøver i dag et prædationstryk, der svarer til et mellemstort erhvervsfiskeri – men uden kvoter eller lukketider.
Det er helt karakteristisk for den slaskede tilgang danske medier har til tal og statistik, at man altid hæfter sig ved det øjeblikkelige uden at se på det langsigtede og uden at se på variationsintervaller.
Det er vigtigt, at vi får en sammenhængende politik, der både understøtter vores miljømål og sikrer en retfærdig behandling af akvakultur- og fiskerierhvervet
Bestanden af hummere stiger stærkt i de indre danske farvande. Det bekræfter af problemerne med nogle fiskearter skyldes at de bliver spist af sæler og skarver
Det er herligt, at nogen forsøger at skabe en levevej, der baserer sig på små øers ressourcer. Men ærgeligt at de overbureaukratiske regler især for små fødevarevirksomheder gør det meget dyrt og besværligt.
EU er faktisk ret gode til at regulere fiskeriet, specielt for arter som trækker gennem flere forskellige landes territorial farvand er det vigtigt med overstatsligt samarbejde. Eksemplet med genopbygning af tunbestanden viser også, at vi godt kan få flere fisk i havet og bedre natur, hvis vi analyserer os frem til problemets kerne og løser det
