Gæsteindlæg fra Ole P. Kristensen, et af de mange fornemme medlemmer af Klimarealismes rådgiverpanel, genposteret fra en kommentar i Berlingske.

Kraftig udbygning af ustabile energikilder giver ikke mening, så længe problemet med at lagre store mængder elektricitet ikke er løst. Det tema får desværre nok ikke plads i valgkampen.

Energikrisen raser. Prisen på energi eksploderer. Elselskaberne advarer om, at der i den kommende vinter kan komme strømafbrydelser af timers varighed. Kulkraftværker, der skulle udfases, får forlænget deres levetid.

Den enkle forklaring på alle ulykkerne er, at vi mangler energi. Det skyldes ikke, at der i verden i en absolut forstand er mangel på energi. Der er potentielt masser af energi, også til overkommelige priser.

Manglen på energi er politisk skabt. Energimanglen er især et europæisk problem, som er forårsaget af en forestilling om, at vedvarende og ustabile energikilder hurtigt kunne erstatte de traditionelle energikilder. Det har medført en forhastet udfasning af egenproducerede fossile brændsler og A-kraft. Udviklingen har været præget af hykleri, fordi import af russisk gas var en forudsætning for, at det hele hang sammen. Nu har russerne lukket for gassen, og så har vi miseren.

Normalt fører kriser til eftertanke og revurdering af den førte politik. Det er ikke sket her. Politikere af næsten alle partifarver mener, at løsningen på krisen er en markant udbygning af den grønne energi. Et bredt folketingsflertal vil mangedoble sol og vind frem mod 2030.

Det vil ikke løse problemet fordi sol og vind er ustabile energikilder. Solen skinner aldrig om natten, og vinternætterne er lange på vores breddegrad, og vinden blæser ikke altid. Den manglende vind er blevet illustreret i de seneste måneder. I august blæste det meget lidt, og også i september har der været mange dage med beskeden vind. Selv om vind- og solkapaciteten mangedobles, løser det ikke problemet med de vind- og solfattige perioder, fordi mange gange nul er nul.

Mange gange nul er stadig nul

Når Danmark producerer for lidt vedvarende energi, importerer vi fra Norge, Sverige og Tyskland. Det er fint med international handel også med energi, når lande har komparative fordele i forhold til andre. Men det er håbløst, hvis vi kun vil importere, når vi efter et uforudsigeligt mønster ikke producerer nok selv, og vil eksportere, når vi efter samme uforudsigelige mønster producerer for meget. Det fører i bedste fald til, at importprisen er meget høj og eksportprisen er meget lav. I værste fald fører det til, at ingen vil sælge og købe, når vi har behov. Det er ikke en bæredygtig model for en stabil elforsyning.

Problemet vokser, hvis nabolandene også udbygger de ustabile energikilder, selvom det er en udbredt tankegang, at hvis det ikke blæser i Danmark, så blæser det nok i andre lande. Så hvis vi bygger tilstrækkeligt mange – meget kostbare – elledninger, der forbinder landene, så kan sol og vind levere stabilt. Den tankegang holder ikke, fordi selvom vi sammenlægger mange landes vindenergi, er den stadig ustabil.

Energiforsyning baseret på ustabile kilder forudsætter metoder til at oplagre store mængder energi. Batterier er teknisk set den bedste metode, fordi den giver beskedent tab af energi. Men batterier med den nødvendige enorme kapacitet er prohibitivt dyre. Så er der power-to-x, hvor elektricitet bruges til at producere noget, der kan brænde, som så kan brændes af i et kraftværk, når vinden ikke blæser. De metoder er ikke udviklet i industriel skala, og på grund af uomgængelige naturvidenskabelige love indebærer de stort tab af energi, som gør økonomien tvivlsom, ikke mindst hvis det skal drives med ustabil elektricitet.

Konkurrencedygtige metoder til at lagre elektricitet kan måske udvikles, men i lang tid skal ustabile energikilder suppleres med back-up, der kan producere, når de ustabile kilder svigter. Naturgas-kraftværker er oplagte, fordi de hurtigt kan op- og nedskalere produktionen. Det er dyrt at have kraftværker, der kun skal producere en del af tiden, men det kan lade sig gøre.

Indtil problemet med at lagre elektricitet er løst på en økonomisk overkommelig måde, er det ufornuftigt at fortsætte udbygningen af de ustabile energikilder.

Det er til gengæld fornuftigt at udnytte det betydelige europæiske potentiale for at øge produktionen af naturgas, som er et relativt CO2-let supplement til sol og vind. Endnu et argument for europæisk produktion af naturgas er, at det også en nødvendig byggesten for produktion af basale hverdagsprodukter og medicin. Hvis vi Europa på et tidspunkt udvikler mere klimavenlige løsninger end naturgas, så vil europæisk naturgas derefter kunne spille en rolle med globalt at fortrænge kul til gavn for klimaet.

Den CO2 frie atomkraftteknologi, som er i rivende udvikling, bør naturligvis også overvejes. Finnerne glæder sig i disse krisetider over deres nye og velfungerende atomkraftværk.