Om et kommende befolkningsfald

Dette er et gæsteindlæg af Martin Sørensen, uddannet mejerist med fødderne godt plantet i den jyske muld. Han kommer med mange gode og jordnære betragtninger på de sociale medier og er helt klart klogere på verdens gang end mange højtuddannede akademikere.

Senest har han kommenteret dette opslag fra Berlingske på FB:

Som jeg selv har givet følgende kommentar:

Det er godt at Berlingske begynder at forholde sig til virkelige problemer i stedet for det evindelige markskrigeri om klima:

https://dahl-madsen.dk/2024/03/danmark-som-amish-samfund/

Martin Sørensen har kommenteret med følgende:

Mange spørger, hvorfor det er et problem, og konkluderer, at vi er for mange mennesker på jorden. Jeg vil derfor stille det modsatte spørgsmål: Hvorfor mener man, at der er for mange mennesker på jorden nu? Og hvorfor ser man ikke en fremtid med en overvægt af ældre og få unge som et problem?

Verden vil sandsynligvis ikke opleve befolkningstallet nå ti milliarder. Selv ni en halv milliard er usikkert, da fertilitetsraten på verdensplan falder, og vi bevæger os mod en verden med færre børn og flere ældre. Ifølge flere demografer, som jeg følger tæt, vil verdens befolkning toppe før vi når ni milliarder, sandsynligvis omkring 2040-2050, og snarere tættere på 2040.

(Fra redaktøren. Her FN’s nyeste befolkningsprognose:)

Det betyder en stigning på omkring en milliard mennesker sammenlignet med nu, hvilket også støttes af Paul Morland, en af de demografer jeg følger, og som denne serie også har berørt. Hans nyeste bog: No One Left by Paul Morland — why demography is still destiny er absolut værd at læse (jeg har selv læst den to gange).

Min lille gade i Ranum, hvor jeg bor, er meget repræsentativ for den fremtid, vi går i møde. På Nygade er der omkring 20 husstande, hvor de fleste af os er over 50 år. Vi har et ungt par med børn, der snart flytter ind i deres hus, som de er ved at sætte i stand. Teknisk set ligger det på Næsbyvej, men pyt med den detalje.

Nygade i Ranum er et godt eksempel på, hvad der også vil ske i storbyerne i Danmark, når ‘nissen’ fra Udkantsdanmark flytter til byen. Børnene, der ikke blev født, kan ikke flytte til staden, og vi vil se universiteter, der må reducere deres optag af studerende. De nuværende problemer med at finde billige boliger vil blive erstattet af et købers marked, hvor stadig flere ældre skal sælge deres aktiver – huse, jord, lejligheder – til en ungdom, der er mindre købestærk og demografisk underrepræsenteret i forhold til sælgerne. Det er forbløffende, at økonomer ikke ser problemet her.

Endnu mere forundrende er det, at vores storbyer ligner byggepladser, med højhusbyggerier, der spreder sig som paddehatte og resulterer i grimt byggeri. Det indlysende spørgsmål er: Hvem skal bo der? Samtidig er det paradoksalt, at vi i samme åndedrag taler om klimaudfordringer, når storbyerne udleder 5-15 gange så meget CO2 pr. kWh varme til de nybyggede boliger, der hver især har kostet omkring et ton CO2 pr. kvadratmeter at bygge. Batteriet til den elbil, mange finder problematisk, har reelt kostet det samme som fire kvadratmeter nyopført storbybolig at bygge.

Da Danmark flyttede til storbyen, faldt fertiliteten markant, en proces der har været i gang siden finanskrisen. Urbaniseringen er vores største problem. Nissen fra Udkantsdanmark vil uundgåeligt finde vej til storbyerne, men de mindre generationer, der ikke blev født, kan ikke begynde på universitetet til september. Små generationer avler mindre generationer.

Svaret er faktisk enkelt: Flere skal finde vej tilbage til provinsen og bosætte sig der. Fertiliteten vil automatisk begynde at stige igen.