CEPOS har netop udsendt en rapport Arbejdspapir 85: Den klimaøkonomiske forskning | CEPOS, der stiller de to helt afgørende tal for klimapolitikken overfor hinanden:
- Prisen for den grønne omstilling – alle de kroner og ressourcer, der skal til for at udfase kul, olie og gas og bygge et nyt, robust energisystem.
- Prisen for klimaforandringerne – de skader, vi pådrager os, hvis vi ikke gør noget.

Det er første gang, vi får en dansk og letlæselig syntese af den internationale klimaøkonomi, som sætter disse tal på samme tavle. Rapporten bør være pensum for enhver politiker, embedsmand og meningsdanner, der ønsker at have en saglig stemme i klima- og energidebatten. I dette blogindlæg pakker vi rapporten ud, sammenligner den med to ekstreme tankeeksperimenter og viser, hvorfor den velprissatte, gradvise omstilling er både økonomisk logisk og praktisk gennemførlig.
At nogen opfatter den slags beregninger som ”kyniske” viser hvor uinformeret den danske klimadebat er og hvor lidt den lytter til klimavidenskaben – når det angår økonomi.
Tænk i yderpunkter – Line Andersens pointe fra Bag om nyhederne
Line Andersen, som sammen med Otto Brøns-Petersen har forfattet rapporten, minder os i Podcasten Bag om nyhederne: om en klassisk ingeniør‑ og økonomimetode: test systemet ved at køre helt ud i begge ender af skalaen og derefter søge det optimale midterpunkt.
- Stop al CO₂ udledning i morgen – verden går i sort: energisystemet klapper sammen, forsyningskæder bryder, hungersnød og krig. Apokalypsens 4 ryttere.
- Lad stå til – udledninger fortsætter, temperaturen stiger, men der findes en naturlig loftseffekt: fossile brændsler forekommer i endelige mængder.
Økonomer gør det samme med Laffer‑kurven: 0 % skat giver 0 indtægt, 100 % skat giver også 0 – optimum ligger imellem. Også ulighedsdebatten følger logikken; total lighed dræber incitamenter, total koncentration af rigdom skaber oprør. Klog politik finder balancen, ikke yderpunktet.
Resume af CEPOS‑rapporten “Hvad siger den videnskabelige litteratur om klimaøkonomi?”
Rapportens erklærede formål er at sammenholde omkostningerne ved den grønne omstilling med de skader, som klimaforandringerne forventes at påføre samfundsøkonomien, og derigennem udlede en samfundsøkonomisk optimal CO₂‑pris – den såkaldte Social Cost of Carbon (SCC). For at nå dertil trækker forfatterne på to omfattende meta‑studier (Nordhaus & Moffat 2017 samt Howard & Sterner 2017) og kobler resultaterne ind i den senest opdaterede DICE‑2023‑model.
Den centrale uenighed i litteraturen handler om skadesfunktionens hældning. Nordhaus’ klassiske kurve vurderer, at et temperaturhop på tre grader koster i omegnen af tre procent af verdens BNP, mens Howard & Sterner finder et tab på næsten ni procent. Med begge kurver som input vurderer rapporten en stribe DICE scenarier.
I det cost‑benefit‑optimale scenarie – altså der hvor den samlede omkostning (til omstilling plus de tilbageværende klimaskader) er lavest – lander modellen på en global temperaturstigning på omtrent 2,6 °C i 2100. Den tilsvarende SCC i 2025 ligger rundt regnet på 450 kroner pr. ton CO₂, og de restskader, der stadig optræder i 2100, æder omkring to‑tre procent af det globale output.
Binder man i stedet politikken til et maksimalt temperaturmål på to grader, stiger den nødvendige CO₂‑pris til ca. 700 kroner, og de samlede samfundsomkostninger kravler opad. Hvis man ydermere vælger Howard & Sterners mere aggressive skadeskurve, må verden betale omkring 1.100 kroner pr. ton, og den optimale temperatur falder til godt 1,9 °C.
Diskonteringsrenten – altså den faktor, der bestemmer hvor meget vi vægter fremtidige omkostninger i forhold til nutidige – starter i modellen på 4,5 % og glider gradvist ned til to procent i midten af næste århundrede. En lavere rente vil, alt andet lige, hæve SCC og trække i retning af hurtigere handling.
Rapporten lægger stor vægt på vækstens betydning: selv en realvækst på blot én procent fordobler den globale BNP før år 2100, og en tocifret promille‑forøgelse (to procent vækst) betyder en firedobling. Med andre ord kan økonomisk vækst i praksis gøre de estimerede klimaskader mere overkommelige i relative termer.
Den politiske bundlinje er klar: nationalt kludetæppe af subsidier, særregler og dobbeltafgifter er dyrt og ineffektivt. En ensartet global CO₂‑pris er ganske vist svær at lande i praksis, men stadigt billigere end alternativet. Samtidig anerkender rapporten store usikkerheder om skadesniveauer og den adaptation, som mennesker og markeder uvægerligt vil foretage.
Fem pointer du bør tage med dig
- Vækst er et kraftværk: Løft produktiviteten (AI ✔) og skaderne fylder mindre i forhold til den fremtidige velstand.
- CO₂‑prisen er det mindst ringe værktøj: Ét tal globalt (450‑1.100 kr./ton) slår tilskuds‑tæppetænkning.
- Skaderne er ikke uendelige: 2‑9 % BNP‑tab ved 3 °C er alvorligt, men milelangt fra verdens undergang.
- Adaptation virker: Folk flytter, bygger diger og opfinder tørkeresistente afgrøder – det skal bogføres.
- Dobbeltregulering koster: En dansk afgift oven på EU‑kvoter flytter blot udledninger og sender prisen til vejrs.
Afsluttende bemærkninger – min egen vurdering
Rapporten er efter min mening et fremragende stykke arbejde, som på nøgtern og gennemskuelig vis beskriver den reelle tilstand i den internationale klimaøkonomi. Alligevel er der flere steder, hvor jeg mener, at konklusionerne bør nuanceres.
For det første forekommer de høje skadesestimater, som optræder i enkelte underliggende studier, stærkt overdrevne. Problemet er, at man ofte blander scenarier med og uden tilpasning sammen. Som andre rapporter har dokumenteret, er der en enorm forskel på at antage, at mennesker passivt accepterer klimapåvirkninger, og at antage, at de aktivt tilpasser sig. Når tilpasning indregnes konsekvent, bliver de forventede klimaskader efter min opfattelse meget små – til tider så små, at de i makroøkonomisk forstand er marginale. Her er en beregning for oversvømmelser ved kysten – en af de eneste sikre nettonegative virkninger af klimaændringer – som viser at med tilpasning udgør problemet sølle 0,11 % af det globale BNP mod 4,5 % uden tilpasning: Evaluating the Economic Cost of Coastal Flooding – American Economic Association
Dernæst afhænger det optimale temperatur‑ eller reduktionsniveau i teorien af, at verden indfører en rationel, global og ensartet CO₂‑skat. I virkelighedens verden ser vi et sammensurium af planøkonomisk inspireret overregulering: subsidier, teknologipåbud og nationale særregler, der gør den grønne omstilling unødigt dyr og kompleks. Når den politiske virkelighed stikker så langt af fra den økonomiske lærebog, stiger det optimale temperaturmål snarere op mod fire grader.
Summa summarum tror jeg, at den bedste strategi – både for klimaet og for verdens energisystem – er at lade markedsbaserede, fuldgyldige teknologier som moderne konventionel atomkraft stille og roligt overtage kul, olie og gas, i takt med at billige fossile brændsler bliver sjældnere og dermed dyrere og mindre konkurrencedygtige. Med andre ord: gør så lidt som muligt af det, der øger omstillingsomkostningerne, og lad de teknologier, der faktisk kan levere stabil energi til lave priser, gøre arbejdet i stedet.
Kernepåstanden er derfor, at den mest robuste og fremtidssikre strategi overhovedet er at skrue den globale økonomiske vækst så højt op som muligt. I praksis betyder det, at udviklingslandene fortsætter med at udnytte de billigste og mest tilgængelige energikilder – kul, olie og gas – så de kan løfte millioner ud af fattigdom, mens den rige del af verden sætter fuld fart på højavanceret teknologi som kunstig intelligens, avanceret atomkraft og omfattende automatisering. Jo rigere og dygtigere vi bliver, desto nemmere og billigere bliver det at tackle både klimaforandringer og andre negative eksternaliteter.