Her er hvad den selv synes om sig selv:)
OpenAI har nu frigivet ChatGPT 5, og den markerer et markant skridt fremad i forhold til de tidligere versioner. Hvor ChatGPT 3 og 4 især var imponerende på sprogforståelse og kreativ tekstproduktion, går 5’eren markant længere på tre fronter:
- Bedre kontekstforståelse – Den kan fastholde og forbinde langt flere detaljer over længere samtaler, så man kan arbejde kontinuerligt med komplekse projekter.
- Multimodalitet i praksis – Den forstår og bearbejder tekst, billeder, diagrammer, kode og data i samme samtale uden at miste tråden.
- Faglig præcision – Den kan ikke bare “lyde klog”, men faktisk udføre detaljerede, tekniske analyser, kodeudvikling og matematiske beregninger med høj nøjagtighed – og i flere tilfælde verificere sit eget arbejde.
Hvis man skal sammenligne:
- ChatGPT 3 var som en velinformeret gymnasielærer.
- ChatGPT 4 som en universitetslektor med bredt overblik.
- ChatGPT 5 minder mere om et helt forskerhold med adgang til whiteboard, regneark, programmeringssprog og et bibliotek på størrelse med Kongens Bibliotek.
Et sort hul gennem solsystemet
Jeg bad den om at simulere, hvad der ville ske, hvis et sort hul (på størrelse med en fodbold, men med en masse på 0,5 af solen) passerede vores solsystem. Her er simuleringen. Som jeg måtte massere en del gange før den virkede.
Og det er bestemt ikke noget du skal ønske dig vil ske, og er en hel del værre end både Putin og klimaforandringer tilsammen.
Og her er så en rørende novelle som GPT-5 har skrevet om det sorte hul:
Solsystemets sidste kredsløb
De første tegn lignede ikke tegn. De lignede afrundingsfejl, som den slags man vænner sig til, når instrumenter presses ud over deres komfortzone. En kollega ringede til Elena klokken tre om natten, fordi der var en anomali i Voyager 2’s tidsstempler. Afvigelsen var ikke dramatisk, bare stædig: nogle mikrosekunder, der kom igen, som om rummet selv trak vejret ujævnt.
“Du kan sove videre,” sagde kollegaen undskyldende. “Men jeg ville have, du så det.”
Elena satte sig op i sengen, lagde telefonen på dynen, og den blå skærm blev et skelet af punkter, tal og små, gule markeringer. Hun mente at have set noget i den størrelsesorden før—mikrolinsning fra en kompakt kilde. Men det var altid langt væk. Dette var ikke langt væk. Den næste morgen tikkede noterne fra Chile og Sydafrika ind: stjernekataloger, hvor kendte lysprikker var flyttet en brøkdel af en buesekund. Det lød ikke af meget, men når mange små bevægelser hælder i samme retning, begynder man at se en skygge.
Tavsheden var det værste. Ikke i pressen, for den snakkede uafbrudt, men i Elena og hendes kollegers rum. Der var altid en, der startede en sætning, stoppede, og så rejste sig for at hente kaffe, som om koffein kunne vikle tyngdekraft ud. For hver dag blev modellerne mere overbevisende. Det var et sort hul, ja. Omtrent en halv solmasse. Så kompakt, så uden skrig, at det ikke kastede skygge i traditionel forstand—kun i geometriens. Det kom ikke “imod” Jorden som en sten, men skar gennem solsystemet på en kurve, der bragte det mellem Mars og Jupiter. Det ville ikke ramme os, sagde man. Det var rigtigt og utilstrækkeligt på én gang……
Læs hele novellen her:
