Den 9. november blev årsdagen for Krystalnatten markeret med fakkeltog og tale foran synagogen i København. For mig handler dagen ikke kun om historien, men også om den antisemitisme, der igen viser sig – nu ofte forklædt som “kritik af zionisme”.
Af Erik Somer, gæsteblogger
Den 9. november var der – foruden andre tiltag – et fakkeltog med måske tusind deltagere og statsministeren i spidsen. Hun holdt en tale foran synagogen i København. Den formelle anledning var årsdagen for Krystalnatten i 1938.
Jeg tror dog, at statsministerens vigtigste formål var at tage klart afstand fra den stigende antisemitisme, som vi også ser i Danmark. Den viser sig blandt andet i de Frie Grønnes valgplakater, hvor der opfordres til at “gå imod zionisme”, som om det havde noget som helst med kommunal forvaltning at gøre. Der stemmes om skoler, plejehjem og lokal infrastruktur – ikke om Mellemøstens historie.
Hvad var Krystalnatten?
Krystalnatten var nazisternes svar på en handling foretaget af en ung jøde, der skød og senere dræbte en nazistisk embedsmand.
Som “hævn” gennemførte nazisterne en landsdækkende pogrom: tusindvis af jødiske forretninger blev ødelagt, synagoger og hjem blev plyndret og brændt, hundreder af jøder blev dræbt, og endnu flere blev sendt i koncentrationslejr. Gaderne flød med glasskår fra knuste butiksvinduer, der glimtede i lyset som krystaller. Deraf kom navnet: Krystalnatten.
Min families flugt
Min mor, min søster og jeg var 14 dage forinden flygtet til vores familie i Danmark, så vi oplevede ikke pogromen direkte.
Min far blev derimod tilbage i Wien. Han ejede en privatklinik, som nazisterne ganske enkelt tog fra ham. I stedet indsatte de en nazilæge. Da min far protesterede, fik han besked på, at hvis han ikke var ude af landet inden for et døgn, ville han blive sendt i koncentrationslejr.
Mine forældre var blevet skilt kort tid forinden. Min far havde en gyldig skibsbillet til Palæstina. Med kun en håndtaske som bagage flygtede han ud af landet. Han arbejdede i Palæstina, senere Israel, indtil 1954, hvor han døde.
Derfor må vi stadig sige fra
For mig er Krystalnatten ikke kun et historisk kapitel i en bog. Den er en del af min families historie – og et varsel om, hvad der sker, når had til jøder normaliseres, og når ord om “boykot”, “kamp mod zionisme” og lignende bliver hverdagssprog.
Derfor er det vigtigt, at vi hvert år den 9. november minder hinanden om, hvor hurtigt et civiliseret samfund kan acceptere vold mod en minoritet. Og derfor er det også vigtigt, at vi i dag siger klart fra, når antisemitisme – uanset hvilken maske den tager på – igen sniger sig ind i det offentlige rum.
