Skal Danmark i den elektriske stol?

Nej, fri os fra “Elektrostaten” – planøkonomernes våde drøm.

Har du for lavt blodtryk? Så har jeg en gratis kur til dig. Hver tirsdag skal du bare tænde for P1 og lytte til Lars Trier Mogensens program Guld og Grønne Skove. Det er en ugentlig dosis af virkelighedsfjern utopi, der får pumpen i gang hurtigere end en tur i saunaen.

Selvom jeg ofte er rygende uenig med præmisserne i programmet, må man give Lars Trier Mogensen én ting: Han er en dygtig interviewer. Han ved, hvad der foregår, og han stiller af og til de rigtige, kritiske spørgsmål. Men lytter man efter, bliver det også smerteligt tydeligt, at programmet fungerer som et ekkokammer for den nye tids adel: De grønne planøkonomiske lobbyister.

Det er nemlig interessant at observere gæstelisten. Uge efter uge inviteres lobbyister og direktører ind i varmen, og fælles for dem alle er en dyb mistillid til det frie marked. De er moderne skrivebordsgeneraler, der med slesk tale og løfter om guld og grønne skove forsøger at få politikerne til at tvangsfodre deres forretningsmodeller med skattekroner.

Elektrostaten: En totalitær strømføring

Seneste skud på stammen af absurde ideer kom fra Asger Volfsgaard, direktør for den nystiftede tænketank Center for Makrofinans. Hans vision? Vi skal omdanne Danmark til en “Elektrostat”.

Mantraet er “Electrify Everything”. Alt skal køre på strøm, uanset om det giver mening, og uanset om det kan betale sig. Det er en vision, der skriver sig direkte ind i historiebøgerne under kapitlet om revolutionære samfundsomvæltere – en kategori af mennesker, hvis idéer historisk set oftest har ført til fattigdom, mørke og elendighed.

For lad os være ærlige: “Elektrostaten” kan ikke realiseres i et frit samfund. Det kræver, at staten går ind og dikterer teknologivalg, forbyder velfungerende alternativer og udskriver gigantiske checks til udvalgte teknologier. Det er planøkonomi i sin reneste form, pakket ind i grønt gavepapir.

Det store paradoks: Hvis det er så billigt, hvorfor er det så dyrt?

Et gennemgående mantra i udsendelsen – og i hele den grønne debat – er påstanden om, at vind, sol og batterier nu er blevet så fantastisk billige, at de nærmest foræres væk.

Det er en påstand, der er så skærende jammerlig at høre på, at man får lyst til at slukke for radioen. For hvis denne teknologi virkelig var så overlegen og billig, hvorfor i alverden står de samme mennesker så med hatten i hånden og tigger om statsstøtte?

Sandheden er, at vi i de senere år har set priserne stige, ikke falde. Vi nærmer os grænsen for, hvad der er teknisk og fysisk muligt. Vind og sol er stadig, når man indregner forsyningssikkerhed og backup, langt dyrere end solide, stabile forsyninger fra kul, olie, gas og atomkraft.

Vi er i gang med at begå den klassiske fejl: Vi skrotter det, der virker, før vi har noget nyt, der kan tage over. Vi har brugt tusindvis af milliarder af Euro  på at nedlægge velfungerende kraftværker for at erstatte dem med energikilder, der kun leverer, når vejret tillader det. I et rationelt system ville man slide de gamle værker op, mens man udviklede de nye. Men rationalitet er en by i Rusland, når man bygger luftkasteller i “Elektrostaten”.

Kina, Lenin og det grønne selvbedrag

Man mærker også tydeligt, at Lars Trier Mogensen – trods sine journalistiske evner – har et blødt punkt for den statsstyrede model. Hans syn på Kina er et skoleeksempel på vestlig naivitet.

Han tror i ramme alvor, at Kina gennemgår en grøn revolution af ideologiske årsager. Det er en fatal misforståelse. Kina er ikke ved at redde klimaet; de er ved at oversvømme markedet med statsstøttede elbiler, solceller og vindmøller for at udkonkurrere Vesten.

Det minder mest af alt om Lenins gamle profeti: “Kapitalisterne vil sælge os det reb, vi skal hænge dem i.”

Forskellen er blot, at i dag er det de kinesiske kommunister, der sælger rebet (i form af vindmøller og batterier), og det er vores egne grønne politikere, der frivilligt stikker hovedet i løkken.

En mulighed, som hverken Trier Mogensen eller gæsterne i studiet tør tænke til ende, er, at hele dette grønne eventyr – elbilerne, møllerne, solparkerne – viser sig at være en gigantisk blindgyde. En teknologisk boble, der efterlader Vesten med en værdiløs infrastruktur, mens Kina sidder tilbage med en enorm statsgæld og en skrumpende befolkning.

Markedet vs. Spåkonen

Sådan går det altid med planøkonomi. Når man er arrogant nok til at tro, at man kan forudsige fremtiden og styre samfundsudviklingen fra et skrivebord i stedet for at lade markedet finde de bedste løsninger, så ender det galt.

Vi skal ikke elektrificere samfundet, medmindre det er økonomisk fornuftigt. Vi skal ikke gøre os afhængige af vejrguderne for at tænde lyset. Og vi skal slet ikke lade os forføre af folk, der vil gøre Danmark til en “Elektrostat”, hvor borgerne kun er til for at betale regningen for de revolutionæres drømme.

Indtil fornuften vender tilbage, må vi nøjes med Lars Trier Mogensens program som en ugentlig påmindelse om, hvor galt det kan gå, når ideologi trumfer virkelighed. Husk blodtryksmedicinen.