Klimadebatten er bare besynderlig: Når noget går galt, får vi breaking news, pressemøder og moralske formaninger. Når noget går godt – meget godt – er der tavshed.
Roger Pielke Jr. har netop leveret en af årets vigtigste – og mest ignorerede – klimanyheder: 2025 blev et af de år i verdenshistorien med færrest dødsfald som følge af ekstremt vejr. (bag betalingsmur)
Ikke færrest storme. Ikke færrest oversvømmelser. Men færrest døde.
Tallene, som ødelægger fortællingen
Ifølge data fra Centre for Research on the Epidemiology of Disasters (CRED), formidlet via Our World in Data, døde omkring 6.000 mennesker globalt i 2025 som følge af ekstreme vejrhændelser – selv når man medregner alvorlige oversvømmelser i Syd- og Sydøstasien i årets sidste måneder.
Det afgørende er dog ikke det absolutte tal, men dødsraten:
- 1960: over 320 døde pr. 100.000
- 1970: over 80
- 1980: omkring 3
- 1990: ca. 1,3
- 2025: under 0,8
På godt 50 år er dødeligheden faldet med to størrelsesordener. Det er ikke en afrundingsfejl. Det er civilisation i praksis.
Klimaet blev ikke pænere – vi blev klogere
Her er pointen, som sjældent bliver sagt højt:
Det ekstreme vejr er ikke forsvundet. Men vores sårbarhed er.
Det skyldes ikke klimaaftaler, CO₂-afgifter eller symbolpolitik. Det skyldes noget langt mere jordnært:
- bedre varsling
- stærkere infrastruktur
- bedre byggeri
- effektiv katastrofeberedskab
- økonomisk vækst
Kort sagt: rigdom, teknologi og organisering.
Bangladesh er et klassisk eksempel. I 1970 dræbte en cyklon op mod en halv million mennesker. I dag rammes landet stadig af cykloner – men dødstallene er reduceret dramatisk. Ikke fordi vejret ændrede sig, men fordi samfundet gjorde.
Katastrofer kan stadig ske – men dommedag er aflyst
Pielke understreger med rette, at store dødelige hændelser stadig kan forekomme. 2008 var et grimt år. Risikoen er der. Derfor skal beredskab og tilpasning tages alvorligt.
Men det ændrer ikke hovedhistorien:
Menneskeheden er blevet markant bedre til at beskytte liv mod naturens luner.
Det er ikke held. Det er fremskridt.
Hvorfor hører vi ikke om det?
Fordi historien ikke passer ind i den politiske dramaturgi.
En verden, der bliver mere robust, rigere og mindre sårbar, er et dårligt argument for hastelovgivning, panik og symbolsk grøn regulering. Den peger i stedet på noget langt mere kedeligt – og langt mere effektivt: tilpasning, udvikling og teknologisk fremskridt.
Det er ikke så sexet. Men det virker.
Bravo, verden
2025 var ikke et mirakelår. Det var endnu et datapunkt i en langsigtet, solid og veldokumenteret trend:
Mennesker dør i dag langt sjældnere af ekstremt vejr end tidligere – også i en varmere verden.
Det burde være fælles grund til optimisme. Og til lidt mere nøgternhed i klimadebatten.
Men optimismen må man åbenbart finde hos Roger Pielke – ikke i nyhedsstrømmen.
Godt nytår – og bravo, verden.
