Nu har Anders Peter Johnsen fra Trykkefrihedselskabet laget hele video seancen med Lars Tvede og Martin Ågerup på youtube.

Første del:

Og denne infografik:

Anden del:

Og denne infografik:

Et sammendrag af de to videoer

Vi lever i en tid præget af en lammende klimafrygt, der grænser til det irrationelle. Men midt i debatten om CO2-kvoter og dommedagsprognoser overser vi den mest fundamentale motor bag alt, vi værdsætter: energi. Det er tid til en “voksensnak” om de fysiske realiteter. Energi er ikke blot en bekvemmelighed; det er selve fundamentet for vores civilisation og “fuldstændig afgørende for velstandsskabelse”. Spørgsmålet er, om vores nuværende kollektive klimaskam spænder ben for den teknologiske optimisme, der rent faktisk kan sikre vores fremtid. Data er utvetydige: Vi ser på problemet gennem den forkerte ende af kikkerten.

Energi-omstillingen findes (stort set) ikke

Vi ynder at tale om den “grønne omstilling”, som om vi er i gang med at udskifte én energikilde med en anden. Men historien viser et radikalt anderledes mønster: Vi foretager aldrig reelle energi-transitioner; vi foretager energi-additioner.

Når vi introducerer nye energikilder, fortrænger de sjældent de gamle i absolutte tal. Vi brænder i dag mere biomasse og kul end nogensinde før i menneskets historie. Selvom sol og vind vinder frem, dækker de blot en del af den enorme vækst i det samlede behov. Der er tale om en “relativ” fortrængning, mens de fossile kilder i absolutte tal fortsætter med at bestå og ofte vokse.

“Der er ikke nogen energiomstilling i verden stort set… vi brænder mere biomasse af nu end vi gjorde i middelalderen.”

Dette gør de nuværende politiske mål om at være fossilfri i 2030 eller 2050 dybt urealistiske. At tro, at vi kan tvinge en total omstilling igennem på få årtier uden at udsulte os selv energimæssigt, er at ignorere den økonomiske tyngdekraft.

CO2 gør verden grønnere – bogstaveligt talt

Det dominerende narrativ fremstiller CO2 udelukkende som en giftig forurening. Men fra et biologisk perspektiv er CO2 plante-mad. Faktum er, at jorden i disse år gennemgår en markant “greening”-proces. Øget CO2 i atmosfæren har ført til en stigning i biomasse svarende til et areal på størrelse med hele USA.

Historisk set har vi befundet os i en periode med “CO2-mæssig åndenød”. Under den kambriske eksplosion for millioner af år siden var CO2-niveauet cirka 15 gange højere end i dag, og livet på jorden stortrivedes med en fabelagtig biologisk mangfoldighed. Planterne voksede hurtigere og blev større, fordi de endelig kunne “trække vejret”.

“Gartnere pumper CO2 ind i drivhuse for at få planter til at vokse.”

CO2-udledningen er i virkeligheden bivirkningen af den medicin – billig energi – der har reddet verden fra ekstrem fattigdom. Ligesom penicillin har bivirkninger, har fossile brændsler det også, men hovedvirkningen har været en eksplosion i menneskelig velfærd.

Kulde dræber 10 gange flere end varme

Pressens ensidige fokus på hedebølger skjuler en fundamental statistisk sandhed: Globalt set dør der cirka 10 gange så mange mennesker af ekstrem kulde som af varme. Når de globale temperaturer stiger svagt, falder det samlede antal temperaturrelaterede dødsfald faktisk, fordi færre dør af kulde.

Mennesket er biologisk set en tropisk art. Vi er designet til varme, og det ser vi i vores adfærd: Vi opsøger aktivt ekstreme temperaturforskelle, når vi tager på skiferie i minus 20 grader eller rejser mod sydens 40 grader. De mennesker, der har økonomisk frihed til at vælge, flytter konsekvent mod varmere klimaer som Texas, Florida og Dubai. Selv Bill Gates har for nylig måttet sande virkeligheden og udtalt, at “to graders temperaturstigning ikke er verdens undergang.” Snakken om en katastrofal temperaturstigning på to grader virker nærmest psykedelisk i lyset af, hvordan mennesker rent faktisk vælger at leve deres liv.

Velstand er den ultimative overlevelsesstrategi

Den vigtigste faktor for at overleve klimaforandringer er ikke temperaturen, men samfundets rigdom. Rige samfund kan tilpasse sig alt. Singapore er et af verdens rigeste steder trods et klima som en sauna. Dubai trives i 50 graders varme takket være aircondition og afsaltningsanlæg.

Velstand kræver energi, og energi er lig med civilisation. Vi må ikke lade os forføre af irrationel miljøaktivisme, som vi så det med DDT-forbuddet efter bogen Silent Spring. Dengang førte “føle-godt-aktivisme” uden videnskabeligt fundament til malariadødsfald i en skala, der matcher Anden Verdenskrig. Vi skal passe på ikke at begå samme fejl ved at begrænse den energi, der skaber vores sikkerhed.

“En tønde olie svarer til 11 års menneskeligt arbejde. Man skal forestille sig en galejslave, der ror i 11 år for at producere den energi, vi finder i én enkelt tønde.”

Det er denne enorme kraft, der gør os robuste over for trusler – uanset om det er vira, meteorer eller klima. Det eneste reelle historiske “tipping point” er istiden, og her kan vores CO2-udledning faktisk vise sig at være en klog investering, der holder den virkelige klimakatastrofe – kilometertyk is over Danmark – på afstand.

AI: Den nye sultne energiforbruger

Vi står over for en revolution inden for “fysisk AI”, som vil sprænge alle nuværende energiprognoser. Det estimeres, at der i 2050 vil være 4,1 milliard humanoide robotter, der udfører 85 % af alt fysisk arbejde. Disse maskiner vil kræve enorme mængder strøm, hvilket skaber en klar skillelinje:

• Fixed mindset: Europa forsøger at spare sig ud af problemerne ved at minimere energiforbruget.
• Growth mindset: Lande som USA og Kina ser energi som råstoffet til fremtidens intelligens og velstand.

Løsningen er ikke askese, men teknologiske kvantespring. Vi ser allerede gennembrud i kernefusion. Firmaet Helion bygger allerede nu deres fabrik og har en kontrakt med Microsoft om at levere fusionsstrøm i 2028. Samtidig åbner teknologier som ultra-dyb jordvarme op for, at vi kan smelte os vej ned til undergrundens ubegrænsede varme.

Konklusion: Mod en lysere (og varmere) fremtid?

Vi skal stoppe med at ofre vækst for at “føle os gode”. Innovation og velstand er de eneste værktøjer, der rent faktisk virker. Hvis vi bremser vores energiforbrug, bremser vi den motor, der skal løse fremtidens udfordringer.

Hvis vi om 100 år er seks gange rigere og har mestret kernefusion, vil vi så overhovedet se tilbage på to graders temperaturstigning som en katastrofe – eller blot som en bivirkning af den medicin, der reddede verden fra fattigdom og energifattigdom?