De rød-grønne partier har gjort det til en valgkampssport at mobbe dansk landbrug. Først gjaldt det griseproduktionen. Nu gælder det pesticiderne. Igen bygger det på alarmisme og elendig dokumentation.
Det er efterhånden blevet et fast ritual i dansk valgkamp. Når de rød-grønne partier mangler en sag, der kan få dem til at ligne naturens og sundhedens beskyttere, kaster de sig over dansk landbrug. Først var det griseproduktionen, der skulle hænges ud som et nationalt problem. Nu er turen kommet til pesticiderne.
Mønstret er præcis det samme. Først kommer skræmmebilledet. Så kommer de store ord om gift, fare og forurening. Dokumentationen kommer sjældent. Og når den endelig dukker op, er den langt tyndere, end alarmismen lagde op til.
Jeg har på min blog sammen med gode kræfter som Allan Holm Nielsen, Growz gang på gang vist, at moderne pesticider, brugt lovligt og korrekt, ikke er nogen samfundstrussel. Tværtimod. Pesticider er det nanoteknologiske hakkejern. De er en snild og fredelig måde at løse et problem med ukrudt og skadedyr på.
Det er netop den slags teknologiske fremskridt, der har gjort moderne landbrug effektivt. Og effektivitet er ikke en fjende af naturen. Effektivitet er ofte naturens bedste ven. Når landbruget kan producere mere på mindre areal, frigør man jord til noget andet end dyrkning. Mere udbytte pr. hektar betyder mindre behov for at inddrage stadig større arealer. Det var også hovedpointen i mit centrale blogpost fra 2014: Pesticider er godt for natur & sundhed – Dahl-Madsen
Det er derfor helt bagvendt, når sprøjtefri zoner bliver solgt som grøn frelse. Hvis man gør dyrkningen mindre effektiv, får man ikke automatisk mere natur. Man får lavere udbytter, større arealbehov og højere omkostninger. Det er ikke miljøpolitik. Det er symbolpolitik. Og det er dyr symbolpolitik.
Regningen havner som sædvanlig ikke hos de politikere og aktivister, der nyder at føre kampagne mod landbruget. Den havner hos forbrugerne i form af dyrere mad og hos samfundet i form af tabt produktion og lavere velstand. Det er nemt nok at foreslå sprøjtefri arealer, når man ikke selv skal betale prisen.
Endnu værre er den faglige letfærdighed, der præger debatten. Ethvert fund af pesticidrester bliver ofte fremstillet, som om det i sig selv beviser fare. Men et stof bliver ikke farligt, bare fordi man kan måle det. Giftighed afhænger af dosis. Det er ikke en detalje. Det er selve grundlaget for enhver seriøs vurdering af sundhedsrisiko.
Moderne analyseapparater kan finde mikroskopiske spor af snart sagt hvad som helst. Det gør ikke vandet giftigt. Det gør ikke fødevarerne farlige. Og det gør bestemt ikke enhver påvisning til en sundhedskatastrofe. Grænseværdier er desuden administrative størrelser med store sikkerhedsmarginer. De er nyttige som regulering, men de er ikke naturens egne budtavler.
Man glemmer også bekvemt, at effektive pesticider hjælper med at holde frugt og grønt billigt. Det er ikke bare godt for landmanden. Det er godt for folkesundheden. Når sund mad er billig og tilgængelig, er det en gevinst for almindelige mennesker. Når man gør dyrkningen dyrere og mindre effektiv for at tilfredsstille politisk korrekt angst, gør man sund mad dyrere. Det er ikke socialt. Det er ikke grønt. Det er bare dumt.
Pesticider er derfor ikke problemet i denne valgkamp. Problemet er, at de rød-grønne partier igen har valgt at føre kampagne mod dansk landbrug på et udokumenteret og alarmistisk grundlag. Først grisene. Nu pesticiderne.
Det er ikke naturhensyn. Det er politisk mobning forklædt som ansvarlighed.
Produktion giver velstand. Velstand giver frihed og uafhængighed. Så det er klart, at de røde til venstre for socialdemokratiet hader produktion, og da især landbrug, lige som deres forbilleder Lenin og Stalin.
Socialdemokratiet elsker magten, og den kan det kun få på de rødes nåde.
Det er sørgeligt at se ellers fornuftige og ordentlige socialdemokrater bøje sig imod de røde – og de radikale.