Man skal som bekendt helst ikke tale ondt om de døde. Det er en pæn regel. Men pæne regler har undtagelser, og Paul Ehrlich er en af dem.
For Ehrlich var ikke blot en mand, der tog fejl. Han var en modbydelig skikkelse i nyere idéhistorie. Ikke fordi han var dyster. Ikke fordi han advarede. Men fordi han igen og igen, mod bedre vidende og for egen vindings skyld, udbredte forestillingen om, at mennesket først og fremmest er en plage, en byrde og et problem. Det er ikke bare forkert. Det er dybt antihumanistisk.
Hans grundidé var, at der var for mange mennesker, især for mange fattige mennesker, og at verden derfor måtte gå mod sult, sammenbrud og elendighed. Den slags lød fint i tv-studier og på universitetsscener, hvor publikum elsker den højtidelige undergang. Men i den virkelige verden var det noget vrøvl. Verden blev ikke kvalt af befolkningstilvækst. Tværtimod. Landbruget blev bedre. Teknologien blev bedre. Udbytterne steg. Fødevareforsyningen voksede. Hundredvis af millioner slap ud af armod. Det var virkeligheden. Ehrlich holdt sig til fantasien.
Jeg har selv en lille anekdote, som siger mere om manden end mange nekrologer. På AIT kendte jeg professor Gajendra Singh, en nobel og særdeles dygtig indisk landbrugsforsker. Han fortalte, at han som ung student på et universitet i Californien hørte Paul Ehrlich stå og forklare, at Indien var på vej til massesult, og at man i praksis måtte tænke i en form for triage: hvem skulle have mad, og hvem skulle ikke.
Så rejste den unge Gajendra Singh sig op. Han kom netop fra Indien og kendte den indiske landbrugssektor indefra. Han sagde, at det passede overhovedet ikke. Indien var ikke på vej mod udslettelse, men mod at kunne brødføde sig selv og senere eksportere fødevarer. Ehrlich afviste ham arrogant. Han ville hellere holde fast i sit dommedagsshow end lytte til et menneske, der faktisk vidste, hvad han talte om.
Og det er værd at huske, at Gajendra Singh senere blev vicelandbrugsminister i Indien, før han blev professor på AIT. Han var altså ikke en tilfældig tilhører, men en mand med reel indsigt. Alligevel blev han mødt med den arrogance, som altid præger mennesker, der er blevet forelskede i deres egen katastrofefortælling.
Det er præcis dér, Ehrlich bliver mere end blot en fejlende forsker. Han bliver direkte modbydelig. For han nøjedes ikke med at tage fejl. Han nedgjorde virkeligheden, når den modsagde ham. Han ignorerede praktisk erfaring, når den stod i vejen for hans budskab. Og han gjorde det i en sag, der handlede om millioner af menneskers liv og værdighed.
Hans verdenssyn var ikke humanistisk, men antihumanistisk. Mennesket var hos Ehrlich ikke opfindsomt, skabende og problemløsende. Mennesket var et skadedyr. Især når det var mange mennesker i fattige lande. Det er svært at forestille sig et mere råddent udgangspunkt for at tænke om verden. Når man først ser mennesker som munde i stedet for hænder og hjerner, så er næste skridt altid brutalitet forklædt som ansvarlighed.
Det mest groteske er, at sådan noget altid har været populært i medierne. Dommedagsprædikanter bliver inviteret indenfor med røde løbere. Hvis man siger, at verden er ved at gå under, at milliarder sulter i morgen, og at mennesket er problemet, så sidder journalister og værter klar med alvorlige ansigter og ekstra sendetid. Katastrofen sælger. Angst sælger. Foragt for almindelige menneskers evne til at skabe fremgang sælger også.
Men folk som Julian Simon, der pegede på den virkelige udvikling i verden, havde langt sværere ved at trænge igennem. Simon så det, Ehrlich aldrig forstod: at mennesker ikke bare forbruger ressourcer, de skaber dem også. De opfinder, forbedrer, tilpasser og producerer. Det var også derfor Simon vandt det berømte væddemål mod Ehrlich. A Re-Look at ‘The Bet’ (Simon, Ehrlich, and Paul Sabin) – Watts Up With That?
Virkeligheden gav ham ret. Ehrlich tog fejl. Men i medieverdenen er det ofte ikke den, der har ret, der får mest taletid. Det er den, der maler den sorteste tavle.
Derfor bør man heller ikke forskønne Ehrlichs eftermæle. Han var ikke en tragisk idealist, der bare var lidt for pessimistisk. Han var en mand, der byggede en stor del af sin berømmelse på at skræmme folk med udokumenterede eller groft overdrevne forestillinger om sult, nød og overbefolkning. Og han gjorde det mod bedre vidende, efterhånden som den faktiske udvikling igen og igen modsagde ham. Han fortsatte, fordi katastrofen var hans brand. Den var hans position. Den var hans levevej. Altså: for egen vindings skyld. Som det hedder i Daily Wire: One Of The Most Evil Men In History Just Died
Det er derfor, han fortjener et hårdt eftermæle. Ikke fordi han var upopulær hos mig. Men fordi han stod for noget, der er intellektuelt råddent og moralsk anløbent: forestillingen om, at menneskelig fremgang dybest set er umulig, og at flere mennesker næsten automatisk betyder mere elendighed.
Virkeligheden viste det modsatte. Flere mennesker gav mere viden, mere teknologi, bedre landbrug, mere handel og mere velstand. Ikke perfekt, naturligvis. Men milevidt fra Ehrlichs primitive malthusianisme.
Så nej, jeg vil ikke lade som om, han bare var en hæderlig gammel professor, der nu er gået bort. Paul Ehrlich var en afskyelig antihumanist, som i årtier prædikede elendighed, selv når verden demonstrerede det modsatte. Han var et yndet medieorakel, ikke fordi han forstod virkeligheden, men fordi han leverede frygt i et format, der var let at sende i fjernsynet.
At han nu er væk, gør ikke i sig selv verden god. Men det gør den trods alt en lille smule bedre.
