Det handler om hovedvirkningen ikke om bivirkningen

Klimadebatten lider under en meget almindelig tankefejl: Man ser på bivirkningen og glemmer hovedvirkningen.

Det lyder måske banalt, men det er faktisk hele miseren. For næsten alt, hvad mennesker foretager sig, har en bivirkning. Vi dyrker jord, bygger huse, producerer stål, flyver, laver film, spiller fodbold, går på restaurant, køber tøj og spiser brød. Alt dette kræver energi, råstoffer og transport. Derfor følger der også en klimaomkostning med.

Men det er jo ikke derfor, vi gør det.

Vi gør det, fordi aktiviteten har en hovedvirkning: Den skaber mad, varme, mobilitet, kultur, glæde, sundhed, tryghed, beskæftigelse og velstand. Og i langt de fleste tilfælde er denne hovedvirkning langt større end bivirkningen.

Det er faktisk det mest normale i en civilisation. Hvis hovedvirkningen ikke var større end bivirkningen, ville aktiviteten ikke overleve ret længe.

Brødet hos bageren

Lad os tage et jordnært eksempel.

Du køber et brød hos bageren for 30 kroner.

Det brød har naturligvis en klimaomkostning. Kornet er dyrket. Melet er malet. Ovnen er opvarmet. Dejen er æltet. Brødet er transporteret. Butikken er oplyst og opvarmet.

Så langt er alle med.

Men hvorfor køber du overhovedet brødet?

Fordi du får noget ud af det. Du bliver mæt. Du sparer tid. Du får bekvemmelighed. Måske får du også kvalitet og nydelse. Kort sagt: Brødet har en værdi for dig, som er større end det, du betaler. Ellers lod du det ligge.

Det samme gælder i stor skala for næsten al økonomisk aktivitet. Der er en omkostning, ja. Men der er også en gevinst. Og i et velfungerende samfund er gevinsten normalt større end omkostningen. Det er derfor, aktiviteten finder sted.

Den simple idé, som ofte glemmes

Den pædagogiske forklaring er egentlig ganske enkel.

Enhver aktivitet kan ses som noget, der har:

Klimaforandringer og CO2-udledning hører til under bivirkningerne. De er reelle nok. Men de er ikke hele regnestykket.

Problemet i den moderne klimadebat er, at mange opfører sig, som om bivirkningen er hele sandheden. Det svarer til at sige, at et sygehus først og fremmest har et stort energiforbrug, eller at landbruget først og fremmest er en kilde til udledning. Nej. Et sygehus er først og fremmest sundhed og redde liv. Landbruget er først og fremmest mad.

Det voksne spørgsmål er derfor ikke:

Har aktiviteten en klimaomkostning?

Det har alle materielle aktiviteter

Det voksne spørgsmål er:

Er hovedvirkningen større end bivirkningen?

I det moderne samfund er svaret næsten altid ja.

Hvorfor økonomisk værdi giver mening

Når man skal forklare dette, er det nyttigt at bruge økonomisk værdi som mål for hovedvirkningen.

Det gør nogle mennesker urolige. De tror, at “økonomisk værdi” bare betyder penge i grådige menneskers lommer. Men det er en misforståelse.

Økonomisk værdi er i praksis et udtryk for, at nogen frivilligt efterspørger noget, fordi det gør deres liv bedre. Når mange mennesker gerne vil betale for en vare eller en tjeneste, er det, fordi den har nytte for dem.

Et brød, en togbillet, et computerspil, en fodboldkamp, en film eller en ferie har værdi, fordi mennesker ønsker dem.

Derfor giver det mening at se på forholdet mellem den værdi, en aktivitet skaber, og den klimaomkostning, den medfører.

Det er netop idéen i en BNP/klima-ratio.

Hvad viser en BNP/klima-ratio?

En BNP/klima-ratio spørger i al sin enkelhed:

Hvor meget økonomisk værdi skaber en aktivitet pr. enhed klimapåvirkning?

Det er ikke et perfekt mål. Men det er et langt mere oplysende mål end blot at pege på udledningen og råbe op.

For udledning alene fortæller intet om, hvad man får til gengæld.

Et kilo CO2 fra en aktivitet, der skaber stor værdi, er ikke det samme som et kilo CO2 fra en aktivitet, der næsten ikke skaber noget af betydning. Derfor er det mere fornuftigt at se på forholdet mellem gevinst og belastning end kun på belastningen alene.

Den pædagogiske model

Man kan forklare princippet sådan her:

Det er hele pointen. Ikke at der ikke findes en skade. Men at skaden skal ses i forhold til det gode, aktiviteten også skaber.

Et illustrativt eksempel

I denne figur er vist en beregning af forholdet mellem klimaomkostningen og klimaktiviteten:

Tallene skal læses som illustrative forholdstal. Pointen er ikke decimalernes præcision, men forskellen i størrelsesorden.

Det interessante er ikke bare, at aktiviteterne har et klimaaftryk. Det har de alle sammen. Det interessante er, hvor meget værdi de skaber i forhold til deres klimaaftryk.

Turisme ligger højt. Det betyder ikke, at en charterrejse er moralsk ophøjet. Det betyder bare, at sektoren samlet set skaber meget økonomisk aktivitet i forhold til sin klimapåvirkning.

Tøj ligger også højt. Det giver god mening. Beklædning er ikke bare pynt. Det er nødvendighed, komfort, identitet og i mange tilfælde varer, som bruges længe.

Computerspil og sport ligger i midterfeltet. Det er måske netop dér, nogle ville blive overrasket. For mange moralister har det let med at affeje underholdning som overflødigt. Men mennesker lever altså ikke af rugbrød alene. Leg, kultur og fritid er en del af et godt liv.

Oksekød ligger lavere. Men det betyder ikke, at oksekød er værdiløst eller “forbudt af naturen”. Det betyder bare, at klimaomkostningen pr. skabt økonomisk værdi er højere end for de andre eksempler. Det er en forskel i effektivitet, ikke et moralsk dødsstød.

Det er en vigtig pointe, fordi debatten alt for ofte degenererer til prædiken: Hvis noget har et højt klimaaftryk, skal det fremstå som nærmest syndigt. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Nogle aktiviteter er mere klimaeffektive end andre. Det er ikke det samme som, at de mindre effektive er uden nytte.

Hvorfor dette betyder noget

Hvis man ikke skelner mellem hovedvirkning og bivirkning, ender man hurtigt i noget, der minder om økonomisk og menneskelig askese.

Så begynder man at tale, som om flyrejser egentlig bare er udledning, landbrug egentlig bare er belastning, biler egentlig bare er forurening, og boliger egentlig bare er energiforbrug.

Men det er et barnligt syn på verden.

Flyrejser er først og fremmest transport. Landbrug er først og fremmest fødevarer. Biler er først og fremmest mobilitet. Boliger er først og fremmest tryghed, komfort og beskyttelse mod vejret.

Bivirkningerne skal selvfølgelig medregnes. Men de må ikke forveksles med selve formålet.

Det gælder hele civilisationen

Hele vores historie er fuld af aktiviteter med bivirkninger.

Hvis man kun ser på højre kolonne, kan man gøre sig selv til dommedagsprofet på fem minutter. Hvis man også ser på venstre, begynder verden at ligne det, den faktisk er: et komplekst samfund, hvor mennesker skaber enorme værdier, men hvor disse værdier ikke kommer uden omkostninger.

Det fornuftige mål er derfor ikke at fjerne al belastning. Det kan man ikke. Målet er at få mere hovedvirkning og mindre bivirkning.

Altså mere værdi for mindre klimaomkostning.

Sådan bør man tænke

Det rette princip er hverken fornægtelse eller hysteri. Det er proportionalitet.

Man bør spørge:

Det er egentlig bare sund fornuft. Men sund fornuft er blevet en mangelvare i klimapolitikken.

Ikke afvikling, men forbedring

Den kloge strategi er ikke at afvikle menneskelig aktivitet, men at forbedre den.

Ikke mindre velstand, men mere velstand pr. enhed ressourceforbrug.
Ikke mindre mad, men mere effektiv fødevareproduktion.
Ikke mindre transport, men bedre og billigere transport med lavere belastning.
Ikke mindre liv, men bedre teknologi.

Sådan har fremskridtet altid set ud.

Vi stoppede ikke med at varme vores huse op, fordi gamle ildsteder osede. Vi fandt bedre måder. Vi stoppede ikke med transport, fordi hestemøg lugtede i byerne. Vi opfandt biler. Vi stoppede ikke med at dyrke jorden, fordi udbytterne var lave. Vi gjorde landbruget mere produktivt.

Klimaspørgsmålet bør behandles på samme måde. Ikke som et korstog mod menneskelig aktivitet, men som en teknologisk og økonomisk opgave: Hvordan får vi mere ud af det, vi gør, med mindre belastning?

Konklusion

Det afgørende i klimadebatten er at skelne mellem hovedvirkning og bivirkning.

Ja, næsten alt, hvad vi foretager os, har klimaomkostninger. Men det betyder ikke, at aktiviteten er meningsløs eller skadelig i sin kerne. Tværtimod. De fleste aktiviteter findes netop, fordi de skaber en nettogevinst, som er langt større end bivirkningen.

Når vi dyrker mad, rejser, producerer, bygger, leger, handler og lever, skaber vi værdi. Klimaomkostningen er en del af regnestykket, men ikke hele regnestykket.

Det voksne synspunkt er derfor ikke, at vi skal afskaffe aktiviteter med bivirkninger. Det voksne synspunkt er, at vi skal forstå forholdet mellem gevinst og belastning – og derfra gøre samfundet bedre.

CO2 er ikke hele historien. Det er kun bagsiden af regningen.