Lad os et øjeblik forestille os, at Johannes V. Jensen, manden bag Den lange rejse, satte sig ved skrivebordet på Politiken og fik stukket vor tids klimaøkonomi i hånden: regressioner, skadefunktioner, dommedagstal og global middeltemperatur i smuk forening. Hvad ville han have skrevet? Det følgende er et forsøg på at lade ham svare — med nutidens viden, men med hans gamle sans for naturvilkår, menneskelig kraft og civilisationens møjsommelige tilpasning.
Anledningen er Roger Pielke Jr.s seneste artikel, som er en ætsende opsummering af Curtin og Burgess’ kritik af den top-down klimaøkonomi. Han fremhæver, at tre af de mest indflydelsesrige studier i feltet viser sig at være stærkt afhængige af enkelte ekstreme observationer, følsomme over for modelvalg og metodisk ude af stand til at udlede en stabil klima-økonomi-relation fra historiske data. Hans videre pointe er, at dette ikke bare rammer enkelte artikler, men en hel litteratur, som har fået enorm indflydelse på politik og finans. Og oven i det ser han top-down traditionen som en moderne genkomst af klimadeterminismen: troen på, at klimaet forklarer samfunds velstand mere direkte og entydigt, end menneskelig tilpasning, teknologi og institutioner faktisk tillader.
Teksten her er samtidig en fortsættelse af det blogindlæg, jeg skrev forleden om Curtin og Burgess’ fremragende artikel om, hvorfor top-down klimaøkonomerne tager så grueligt fejl. En ny artikel flår masken af de alarmistiske klimaøkonomer – Dahl-Madsen
Men hvor den første tekst især gjaldt metodefejl, regressioner og den moderne regnemaskines skrøbelige overmod, er ærindet her bredere: at løfte sagen op i et større historisk og menneskeligt perspektiv.
Og netop derfor er Johannes V. Jensen en oplagt, om end tænkt, ledsager. Et af hans store temaer var jo det nordiske menneskes sejhed, formet under knappe vilkår, kulde, vinter og nødvendigheden af at tænke frem i tiden. Man kan i dag med rette smile ad enhver alt for rank civilisationslære, og man bør vogte sig for de store og for enkle forklaringer. Men hos Jensen ligger dog en iagttagelse, som stadig er værd at tage alvorligt: at naturvilkår stiller samfund over for meget forskellige krav, og at de kulturer, som lærer at møde modstand med opfindsomhed, orden og tilpasning, ofte udvikler en større historisk kraft end de kulturer, der alt for længe kan lade sig bære af naturens overflod.
Klimaet er ikke skæbnen, men prøven
Der gaar i vor Tid en egen Overtro gennem de oplyste Kredse, en ny Lærdhed, som med Tal, Kurver og matematiske Kunster vil bevise, at Menneskeslægtens Fremtid ligger bundet i nogle faa Graders Stigning eller Fald paa et Thermometer. Man har altid haft Lyst til at finde en enkelt Nøgle til Historien. I gamle Dage søgte man den i Blodet, i Racen, i Stjernen, i Skæbnen. Nu søger man den i Klimaet, men med Regnemaskine i Haanden, og det giver blot Overtroen et mere moderne Ansigt.
Det er ikke, fordi Klimaet er uden Betydning. Det vilde kun være en Taabe, der benægtede det. Mennesket er jo ikke ophævet over Jorden, men fremgaaet af den. Der, hvor Livet var let, hvor Frugten faldt til Haanden, hvor Havet gav Fisk uden større Anstrengelse, og hvor Solen ikke krævede Husly, Ildsted og Forraad, der var Tilværelsen ofte rig paa Næring, men fattig paa Tvang. Og Tvang er en stor Opdrager. Hvor Vinteren kom, hvor Kornet maatte gemmes, hvor man skulde tænke frem i Tiden, bygge tæt, bære ind, spare op og holde ud, der blev der skærpet en anden Art Evne. Ikke fordi Kulden i sig selv gør et Menneske ædlere, men fordi Nødvendigheden tvinger Aanden til Arbejde.
Det er det gamle Forhold mellem Natur og Vilje. Naturen sætter Vilkaarene, men det er Mennesket, som svarer.
Derfor er det saa mærkeligt at se, hvorledes en hel Gren af den moderne Klimaøkonomi nu synes at ville gøre Klimaet til Hovedperson og Mennesket til Statist. Man tager Verdens mangfoldige Samfund, deres Krige, deres Olie, deres Opfindelser, deres Institutioner, deres Dumheder, deres Dyder, deres Handel, deres Sammenbrud og deres Fremgang, og man lægger det hele ned i en stor Kedel. Derpaa hælder man lidt Temperatur over og rører rundt med nogle økonometriske Redskaber. Til sidst stiger der en Koefficient op af Gryden, og den præsenteres som Sandheden om, hvor meget Klimaet bestemmer Velstanden.
Det er en pudsig Tro. Og en farlig Tro.
Thi det afgørende i Menneskehedens Historie er ikke blot, hvilket Klima den lever i, men hvad den formaar at stille op imod det. En Eskimo lever ikke i Arktis som en forfrossen Statistik. Han lever der ved Hjælp af Teknik, Skik, Erfaring, Sprog, Redskab, Klæde, Samarbejde og Forestillingsevne. En Nation i varme Egne lever ikke af Solen alene, men af den Orden eller Uorden, den formaar at bygge omkring Solen. Det er ikke Temperaturen, som alene afgør et Folks Skæbne, men dets Evne til at omsætte Erfaring til Tilpasning.
Og her er vi ved det store Ord, som burde staa med svære Bogstaver over enhver drøftelse af Klima og Økonomi: Tilpasning.
Det er et nøgternt Ord, men det rummer hele Civilisationens Historie. Tilpasning er ikke blot at flytte sig, naar Vandet stiger. Det er at opfinde Hjulet, Ploven, Laden, Diget, Pumpen, Viften, Isoleringen, Forsikringen, Varslingen, Kunstvandingen, Køleanlægget, Jernbanen, Medicinen og Statskunsten. Tilpasning er det, hvormed Mennesket gør Naturen mindre tyrannisk. Ikke ved at afskaffe den, men ved at indhegne dens Magt.
Derfor bliver de moderne Klima-Kassandra’er let komiske, skønt deres Ansigter er alvorlige. De taler om Fremtiden, som om Mennesket vil være det samme om hundrede Aar som nu. Som om en fattig Bonde i et tropisk Land, uden Strøm, uden Veje, uden Køling, uden Kapital, uden Reservelagre, uden Vandstyring og uden fungerende Styre, er det rette Billede paa det Samfund, der skal leve i næste Aarhundrede. Det er jo det rene Fantasteri. Den største Fejl i deres Regnestykker er ikke, at de regner, men at de glemmer, hvad Mennesket er: et væsen, som svarer igen.
Man ser det allerede i Historien. Kulde, Hedebølger, Oversvømmelser, Tørker og Storme har ikke den samme Magt over et rigt Samfund som over et fattigt. Ikke fordi Naturen er blevet mildere, men fordi Samfundet er blevet stærkere. Det er en af de mest indlysende Sandheder i Verden, og dog behandles den ofte som en Fodnote. Følsomheden for Klima falder almindeligvis med bedre Økonomi, bedre Teknik og bedre Institutioner. Det er ikke en lille Bemærkning i Margenen. Det er Hovedsætningen.
Hvad følger deraf? Ikke, at man skal sidde med Hænderne i Skødet og synge om Fremskridtet. Men at man maa tænke rigtigt. Det er en Barnagtighed at tro, at man kan styre en saa levende og vekslende Historie som Menneskehedens ved at indsætte en global Middeltemperatur i en Formel og faa et sikkert Svar tilbage om Velstandens Gang. Det er endnu barnagtigere at gøre denne Formel til Grundlag for Lovgivning, Formynderi og moralsk Selvophidselse i stor Stil.
Den sande Lære er strengere og mere jordbunden. Hvis man vil gøre Menneskene mindre sårbare for Klimaets Omskiftelser, maa man gøre dem rigere, friere, dygtigere og bedre rustede. Man maa sikre Energi, saa Køling og Opvarmning ikke bliver et Privilegium. Man maa styrke Vandforsyning, Landbrug, Transport, Sundhed og Byggekundskab. Man maa fremme den Opfindsomhed, hvormed Mennesket til alle Tider har overvundet sine naturlige Vilkaar. Det er ikke poetisk. Det er ikke apokalyptisk. Men det er sandt.
Der findes i al denne moderne Tale om Klima en tilbøjelighed til at gøre Naturen til Dommer og Mennesket til den dømte. Men saaledes er Historien ikke gaaet frem. Naturen har stillet sine Gaader, og Mennesket har svaret, undertiden klodset, undertiden storartet. Der, hvor Vilkaarene var lette, har det somme Tider dvælet. Der, hvor Vilkaarene var haarde, har det somme Tider hævet sig. Ikke altid. Ikke mekanisk. Ikke som Regel uden Undtagelse. Men ofte nok til, at ingen ærlig Iagttager kan overse det.
Klimaet er ikke skæbnen.
Klimaet er prøven.
Og det afgørende er ikke, hvor hård prøven er, men hvilken Kraft, hvilket Fremsyn og hvilken Tilpasningsevne et Folk møder den med.
