Prisen for Covid: 400 Millarder

Selv en middelstor pandemi som Covid er en dyr fornøjelse. I dette opslag på Punditokraterne gør Otto Brøns-Petersen regnskabet op for Danmark: Kostede coronapandemien 400 mia.kr.?

Svaret er ja, det gjorde den, sådan omtrent og ca. Otto B-P er en forsigtig mand, så han værger sig lidt for at udtale, hvor store ekstraomkostninger, der var ved den totalt magtfuldkomne og inkompetente politiske indblanding i forløbet.

Jeg vil gerne vove et øje, og udtale og det er nok i det mindste halvdelen = 200 mia. kr. Hvilket vi meget bedre kunne have brugt på at bringe vores forsvar eller andre gode ting op på niveau.

Her er opslaget i sin helhed:

I disse dage er det to år siden, at de danske myndigheder – som de første – erklærede, at Covid-19 ikke længere var en “samfundsfarlig sygdom” og derfor hævede stort set alle pandemirelaterede restriktioner.

Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Op til jul afholdt radioprogrammet Blåt Bælte sin egen lille høring om coronapandemien og den politiske håndtering. De inviterede mig i studiet for at tale om omkostningerne især af nedlukningerne for erhvervslivet. Det var en lejlighed til at genbesøge forsøgene på at opgøre, hvad pandemien har kostet.

Jeg satte mig ned og lavede et hurtigt bud på, hvad den samlede samfundsøkonomiske omkostning kan opgøres til. Det bliver på 400 mia.kr. Det svarer til 10-15 pct. af BNP.

Det er vel at mærke den samlede regning. En del af regningen skyldes politiske tiltag. En anden del af regningen skyldes, at borgerne frivilligt ændrede adfærd og holdt større fysisk afstand. Fordelingen mellem de to ting er ikke helt enkel at opgøre. Og endelig indebar pandemien i sig selv tab af menneskeliv. Dertil kommer naturligvis andre helbredsomkostninger, men de sandsynligvis af mindre betydning, hvilket bl.a. illustreres af at det primære fokus gennem hele pandemien var at undgå dødsfald.

I tabellen er de forskellige komponenter opregnet.

Overslag over omkostninger ved pandemien (mia.kr.)

Det letteste er at opgøre er produktionstabet. Produktionstabet opstod som følge af, at dele af produktionen blev lukket ned, samt at kunderne blev væk i højere grad end de plejer. Jeg har opregnet, hvad BNP fraveg sin trendværdi fra 1. kvartal 2020 til 2. kvartal 2021. Det beløber sig til i alt 120 mia.kr. (i 2023 niveau).

Danmarks Statistik har opgjort de samlede direkte offentlige corona-relaterede udgifter til 120 mia.kr. Heraf er 80 mia.kr. kompensation for tabt indtjening og løn (udformet som kompensation til virksomheder, der aflønnede ansatte, der ikke producerede). De skal trækkes fra, fordi de allerede er indeholdt i produktionstabet. Det kostede altså 40 mia.kr. at teste, vaccinere osv.

Hertil kommer regningen for nedlæggelsen af minkerhvervet. Der er især tale om tab af fremtidig indkomst, som ikke er indeholdt i produktionstabet allerede. Det anslås til 15 mia.kr. Erstatningerne bliver formentlig noget højere, så det er et konservativt skøn, som tager højde for, at nogle erstatninger kan have været højere end de endelige tab.

En meget stor post i regnskabet er EU’s genopretningspakke. Den er ganske vist lånefinansieret, og der blev uddelt portioner af den til alle lande, også os. Men lånet skal før eller siden betales tilbage, og under alle omstændigheder begrænser det landenes muligheder for at bruge pengene til noget andet. Desuden er der et stort omfordelingselement: Pakken går især til gældsramte lande som Italien. Pakken svarer til 5,5 pct. af EU’s BNP, og Danmark er bevilget, hvad svarer til 2½ pct. af dansk BNP. Hvis det antages, at Danmark kommer til at betale sin andel af omkostningen af BNP, bliver differencen mellem, hvad vi betaler og hvad vi får 3 pct. af BNP. Det svarer til en nettoomkostning på ca. 85 mia. kr.  Tallet bliver forhåbentlig lavere, men det er der risiko for at tabe.

Pandemien kostede mange mennesker livet. Det er velkendt vanskeligt at omregne det til værdi, men ikke desto mindre forudsættes det i bl.a. trafik-, miljø- og sundhedsøkonomisk planlægning. Hvis man tager udgangspunkt i normale værdier, kan tabet af menneskeliv sættes til 35 mia.kr. Jeg har her forudsat, at der døde 3.000, og at de i gennemsnit mistede 6½ kvalitetsjusterede leveår til en værdi af 1,8 mio. kr. om året.

Endelig indebar nedlukningerne nogle tab, som ikke er indeholdt i produktionstabet. Produktionstabet koster en nedgang i forbrugsmulighederne, som vi allerede har taget hensyn til. Men forbruget var desuden ”rationeret” på den måde, at noget forbrug var helt forbudt. Tabet ved ikke at kunne gå til en nær slægtnings begravelse eller rejse på ferie var langt større end den registrerede mindre produktion, det gav anledning til. Jeg har tidligere været inde på problemstillingen her. Hvis det med udgangspunkt i beregningseksemplet forudsættes, at nyttetabet ved, at visse forbrugsmuligheder var forbudt, svarer til 1½ gange nedgangen i privatforbruget, så løber det op i 110 mia.kr. (nedgangen i privatforbruget er også estimeret ved trendafvigelsen).

Det skal understreges, at usikkerheden om dette regnestykke er meget stor, men at det sande tal i hvert fald ikke er nul. Det gælder også for beregningen af den samlede omkostning i det hele taget, men den giver en idé om størrelsesordenen. Det skal understreges, at det kun er et ret foreløbigt bud, som sagtens kunne forfines meget mere.

Det skal også understreges, at der er ting, som ikke er regnet med. Et af de store spørgsmål er størrelsen af de langsigtede omkostninger for de generationer af unge, som gik glip af uddannelse og færdigheder, de måske aldrig indhenter. De vil trække et spor af lavere indkomster og produktion efter sig gennem livet. Verdensbanken har estimeret, at uddannelsestabet vil koste skolebørnene 17 billioner dollars svarende til godt 116 billioner kroner i tabt livsindkomst, eller hvad der svarer til ca. 50 gange Danmarks BNP. I Polen har forskere estimeret, at det økonomiske tab som følge af læringstabet samlet svarer til 7,2 pct. af Polens BNP. Usikkerheden er naturligvis enorm, og det er svært umiddelbart at omregne til danske forhold, men effekten er næppe negligerbar.

Dødeligheden og forringet sundhed på grund af kapacitetsproblemer på sygehusene efter coronapandemien er heller ikke med.

Og igen: Regnestykket viser, hvad vi kunne være slubbet for, hvis pandemien aldrig var indtruffet, ikke hvad vi kunne have sparet ved en bedre politik. Nogle af omkostningerne kunne have været undgået, men ikke dem alle. Frivillig distancering kostede også noget, og der havde været flere dødsfald, hvis vi ikke havde distanceret os.

Det kan være interessant at sammenholde dette regnestykke med, hvad forskellige – inklusive mig selv – skønnede, at coronapandemien ville komme til at koste, da den brød ud. Det vender jeg tilbage til.