Christian Friis Bach har skrevet en skarp og usædvanlig kritik af DR’s valgdækning i Politiken. DR’s dækning af valgkampen bør udløse uvildig undersøgelse (Bag betalinsgmur).
Det interessante er ikke bare, at en tidligere toppolitiker og tidligere DR-journalist går i rette med Danmarks Radio. Det interessante er, at hans kritik rammer lige ned i et større problem: Når et dominerende medie igen og igen vælger de samme vinkler, de samme skurke og de samme godkendte eksperter, så får vi ikke en åben debat. Så får vi en styret virkelighedsopfattelse.
Anledning
Anledningen til denne omtale er, at Friis Bachs tekst er et konkret eksempel på det, jeg for nylig beskrev i mit blogindlæg: Meningsmonopolet skal brydes – Dahl-Madsen. Her skrev jeg, at store dele af den offentlige samtale i Danmark er presset ned i en smal rende, hvor ledende medier og ekspertmiljøer ofte mener omtrent det samme, og hvor afvigende synspunkter behandles som mistænkelige eller moralsk suspekte. Det er præcis den mekanisme, Friis Bach beskriver fra valgdækningen.
Resumé af kronikken
Friis Bachs hovedpåstand er, at DR’s dækning af valgkampen hverken var balanceret eller neutral. Efter hans opfattelse gjorde DR især to emner til altoverskyggende temaer, nemlig grundvand og grise, og begge blev vinklet på en måde, der pegede mod landbruget som hovedsynder. Imens blev en række tungere samfundsemner som økonomi, arbejdsmarked, AI, konkurrenceevne, NATO og Ukraine skubbet i baggrunden.
Hans videre pointe er, at problemet ikke kun var valg af emner, men også fravalget af andre vinkler. Han mener, at oplysninger og historier, som kunne have nuanceret billedet af landbrugets rolle i debatten om drikkevand, spildevand, fjorde og miljøbelastning, enten blev underbelyst eller slet ikke taget op. Derfor ender hans kritik ikke blot som en klage over dårlig journalistik, men som en mere principiel anklage: at DR led af journalistisk tunnelsyn og i praksis leverede en ensidig fortælling.
Nogle skarpe uddrag
De mest centrale formuleringer er efter min mening disse:
“DR’s dækning af valgkampen levede ikke op til to helt afgørende nyhedskriterier: Væsentlighed og neutralitet/upartiskhed.”
“Det var næsten umuligt at tale om andet end grundvand og grise, og de to emner dominerede uforholdsmæssigt meget i DR’s valgdækning.”
“Historier med andre vinkler sorteres fra.”
“DR fik journalistisk tunnelsyn og ude for enden stod en landmand.”
Afsluttende kommentar
Det interessante ved Friis Bachs kritik er, at den rækker langt ud over Venstre og langt ud over dette ene valg. Den peger på selve maskineriet bag det moderne meningsmonopol. Ikke censur i gammeldags forstand. Ikke forbud. Men selektion, ensretning og systematisk prioritering af bestemte fortællinger.
Når et public service-medie med DR’s vægt igen og igen vælger de samme vinkler og de samme moralske skabeloner, bliver resultatet ikke oplysning, men opdragelse. Det var netop min pointe i Meningsmonopolet skal brydes: Problemet i Danmark er ikke først og fremmest, at folk formelt er forhindret i at sige noget andet. Problemet er, at institutionerne, eksperterne og de store mikrofonholdere i stigende grad trækker i samme retning og gør afvigende synspunkter suspekte. Det gælder klima. Det gælder vandmiljø. Og det gælder åbenbart også valgdækning.
Derfor er Friis Bachs tekst værd at læse. Ikke nødvendigvis fordi han har ret i hver eneste detalje, men fordi han beskriver et mønster, som alt for mange kan genkende: Den offentlige debat bliver smallere, når de store medier ikke længere opfører sig som nysgerrige oplysere, men som forvaltere af den korrekte fortælling.
Jeg er meget enig meddig