Det er ikke nyt, at skarver og sæler påvirker fiskebestandene. Det har man længe kunnet se med helt simple regnestykker: Hvor mange dyr er der, og hvor meget fisk æder de?
En skarv æder ikke symbolsk. Den æder fisk. En sæl gør det samme – bare i en helt anden vægtklasse. Når bestandene af disse rovdyr vokser, og fiskebestandene samtidig er svage, skal man være meget ideologisk anlagt for at lade som om, det ikke betyder noget.
Det nye er derfor ikke, at skarver æder fisk. Det nye er, at DTU Aqua nu har målt det langt mere omhyggeligt end tidligere.
I (Preprint) artiklen Cormorant predation on PIT-tagged cod and flounder in an open coastal system by Niels Jepsen, Mathis Olesen, Jørgen S. Mikkelsen, Markus V. Strange :: SSRN beskrives, hvor mange unge torsk og skrubber der bliver ædt af skarver i Genner Bugt i den vestlige Østersø.
Hvad gjorde forskerne?
Forskerne mærkede unge torsk og skrubber med små elektroniske PIT-tags. I alt blev 2.783 torsk og 2.644 skrubber mærket og sat ud igen.
Derefter scannede forskerne skarvkolonier og rastepladser i området. Når en skarv æder en mærket fisk, passerer mærket gennem fuglen og kan senere findes i kolonien.
Det smarte ved metoden er, at man ikke bare ser på, hvad skarver spiser. Man kan beregne, hvor stor en del af de mærkede fisk der faktisk ender i skarverne.
Forskerne lavede også fodringsforsøg for at finde ud af, hvor stor en andel af mærkerne man overhovedet kan forvente at finde bagefter. Det er vigtigt, for alle mærker bliver naturligvis ikke fundet.
Hvad fandt de?
De rå fund viste allerede, at mange fisk var blevet ædt. Men når forskerne korrigerede for de mærker, der ikke bliver fundet, blev billedet markant.
For torsk beregnede de, at skarverne åd mellem 51,8 og 88,3 procent af de mærkede fisk, afhængigt af størrelse.
For skrubber lå tallet mellem 14,1 og 84,4 procent.
Det er ikke en lille naturlig baggrundsdødelighed. Det er et prædationstryk, der i nogle størrelsesgrupper fjerner hovedparten af fiskene.
Særligt interessant er det, at torsk ikke syntes at have nogen tydelig sikker størrelse inden for de undersøgte størrelser. Skrubber klarede sig bedre, når de blev store nok, for en bred fladfisk bliver sværere for skarven at sluge.
Hvorfor betyder det noget?
Vestlig Østersø-torsk er kollapset. Fiskeriet er allerede stærkt reguleret. Alligevel kommer bestanden ikke rigtigt tilbage.
Hvis mange unge torsk bliver ædt, før de når at blive voksne gydefisk, er det ikke svært at forstå hvorfor. Man kan ikke genopbygge en bestand, hvis en stor del af næste generation bliver fjernet undervejs.
Forskerne er selv forsigtige. Studiet er fra ét område og især fra skarvernes ynglesæson. Det kan ikke uden videre gøres til facit for alle danske farvande året rundt.
Men det kan heller ikke affejes. Hopsø-kolonien var ikke en ekstrem kæmpekoloni, og skarvernes fødesøgningsområde dækker store dele af kystnære farvande. Derfor er resultaterne biologisk plausible og politisk ubehagelige.
Min kommentar: Hvad sagde jeg?
Det her kommer ikke som en overraskelse.
Jeg har i flere tidligere blogindlæg skrevet, at fiskebestandenes problemer ikke kan forklares med én bekvem standardhistorie om landbrug, kvælstof og fiskeri. Selvfølgelig spiller miljøforhold og fiskeri en rolle. Men hvis man vil forstå, hvorfor svage fiskebestande ikke kommer tilbage, er man også nødt til at se på dem, der æder fiskene.
Det gælder især i et hav, hvor skarver og sæler i dag optræder i store antal, mens mange kystnære fiskebestande er pressede. Så kan prædation meget let blive en stopklods for genopretningen. Ikke fordi skarver og sæler er “onde”, men fordi de gør det, rovdyr gør: De æder.
Pointen har hele tiden været enkel: Man kan ikke lave seriøs havforvaltning ved kun at se på tilførsel af næringsstoffer og fiskeritryk, mens man næsten demonstrativt vender det blinde øje til rovdyrene.
DTU Aquas nye undersøgelse ændrer derfor ikke den grundlæggende biologiske logik. Den dokumenterer den bare langt bedre. Og det er vigtigt. For nu bliver det sværere at feje prædation af bordet som en fiskerhistorie eller en politisk ubekvem detalje.
Det har ellers været den behagelige fortælling: Fiskene mangler, fordi landbruget udleder kvælstof, og fordi fiskerne fisker. Punktum.
Men virkeligheden er mere besværlig. Fiskebestande påvirkes af fiskeri, iltforhold, fødegrundlag, habitater, næringsstoffer — og rovdyr. Hvis man udelader skarver og sæler fra regnestykket, laver man ikke økosystemforvaltning. Så laver man politisk teater.
Så ja: Hvad sagde jeg?
Vi har vidst det hele tiden. Nu er det bare målt bedre.
Tidligere indlæg om skarver, sæler og prædation:
Det døde hav, nu med hummere
https://dahl-madsen.dk/2024/08/det-doede-hav-nu-med-hummere/
Rovdyrsfælden – om skarver og fisk
https://dahl-madsen.dk/2023/05/rovdyrsfaelden-om-skarver-og-fisk/
Der er masser af fisk i havet omkring Danmark
https://dahl-madsen.dk/2023/10/der-er-masser-af-fisk-i-havet-omkring-danmark/
Skarver, sæler og fiskeri: Lad os tale i tons – ikke i følelser
https://dahl-madsen.dk/2026/01/skarver-saeler-og-fiskeri-lad-os-tale-i-tons-ikke-i-foelelser/
Man retter landmænd og fiskere for sæler og skarver
https://dahl-madsen.dk/2026/03/man-retter-landmaend-og-fiskere-for-saeler-og-skarver/
Trawl-forliget sætter fokus på marsvin – men hvad med deres føde?
https://dahl-madsen.dk/2025/06/trawl-forliget-saetter-fokus-paa-marsvin-men-hvad-med-deres-foede/
