Jeg havde altså skrevet, at landbruget bliver mødt med mobning, personangreb og moralsk ophidselse. Derefter dukkede en større flok kritikere op og beviste min påstand ved hjælp af mobning, personangreb og moralsk ophidselse.
Konklusionen er enkel: Verden er ikke ved at løbe tør for mad. Den største risiko er snarere politikere, der begrænser de produktionsmetoder, som har gjort maden rigelig og billig.
Landbruget skal reguleres efter den skade, produktionen faktisk forårsager. Kravene skal være klare, dokumenterede og proportionale
Teksterne er både faglige, personlige og debatskabende – og præget af en grundlæggende tro på teknologi, vækst og menneskelig opfindsomhed.
Klima og vejr påvirker naturligvis landbruget. Det har de altid gjort. Men virkningen er lille sammenlignet med menneskets enorme evne til at udvikle nye sorter, forbedre produktiviteten, handle på tværs af grænser og tilpasse produktionen.
En alvorlig forringelse bliver præsenteret som en sejr, fordi det kunne være gået endnu værre. Og næste forhandling begynder fra det nye og dårligere udgangspunkt.
Når økologien alligevel markedsføres som entydigt sundere og bedre for natur, klima, miljø og dyr, er det fup og svindel.
Økologisk jordbrug er ikke en offentlig opgave. Det er et privat forbrugsvalg.
Men selv nationaløkonomer kan åbenbart ikke helt stå imod tidens mediestøj. Og lige nu larmer klimaet så meget i den offentlige samtale, at det næsten skal nævnes i enhver analyse
Verden bliver ikke bedre af færre realiteter og flere paroler. Den bliver bedre af dygtighed, produktion og sprødt svær.
